Foto: Folketinget

Med forholdet til Katherine Diez har Dan Jørgensen bevist, at man ikke behøver at være specielt belæst eller begavet for at få sig en smuk, ung kæreste. Det giver håb til middelmådige mænd med politisk magt og robust privatøkonomi. 

“Jeg har mødt mit livs kærlighed,” skrev kulturdebattør og litteraturanmelder Katherine Diez søndag aften på sin Instagram-profil. Her afslørede den 30-årige Diez, at hun nu danner par med den 44-årige klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen.

Mødtes til knibeøvelser
Diez vakte tidligere på året opsigt, da hun beskrev den intellektuelle kvindes udfordringer med at finde en partner med samme dannelsesniveau. Senere mødte hun Dan Jørgensen til en workshop om knibeøvelser. Nyheden om forholdet vækker begejstring hos mange mænd i den øvre middelklasse.

“Jeg tog en MSc og fik arbejde i en bank. Nu ejer jeg tre huse og en båd, men mangler en flot, ung kæreste. Dan Jay – you the man!” udtaler Jonas Beck Lyhne, mens han highfiver RokokoPostens udsendte medarbejder.

Lyhne bakkes op af 23-årige Luckas Nielsen, som er medlem af forretningsudvalget i et politisk ungdomsparti, og som RokokoPosten møder foran Christiansborg.

“Jeg har det ikke altid nemt med jævnaldrende kvinder, men de helt unge piger i partiet ser mig som en fiss’-karl,” udtaler Luckas, der gerne vil arbejde som særlig rådgiver eller en dag blive minister til 1,3 millioner om året plus pension.

Kvinder tiltrukket af magt og penge
Ifølge Sofie Weiberg-Müller, der forsker i intrakønslig seksualøkonomi på Aarhus Universitet, opstår der ofte tiltrækning mellem unge, smukke kvinder og lidt ældre mænd med status, magt og robust privatøkonomi.

“Vores forskning viser, at den type pardannelser er overraskende udbredte. Her er muligvis tale om en helt ny dynamik, der går ud over den gængse forestilling om unge kvinder, der tiltrækkes af intellekt. Måske er der håb for alle de middelmådigt begavede mænd, der blot har deres formue og politiske indflydelse at falde tilbage på,” siger hun.