Den 32-årige renovationsarbejder Jesper Rasmussen havde set frem til at vise sine kolleger og chef sin nye Verdensmål-nål, der skulle åbne attraktive karrieremuligheder for ham. Men ingen bemærkede den.
En Verdensmål-nål i mange forskellige farver på en baggrund af neongul arbejdsvest. Den burde være til at få øje på. Men ikke for den 32-årige renovationsassistent Jesper Rasmussens kolleger og chef, der slet ikke bemærkede nålen.
“Jeg havde købt en Verdensmål-nål for 49 kroner plus forsendelse på UNICEF’s hjemmeside, da min kone havde overbevist mig om, at jeg kunne få mere i løn, hvis jeg viste mig frem med den på,” siger Jesper Rasmussen skuffet.
Troede det var pizza
Jesper Rasmussens faste teamkollega, Simon Andersen, siger:
“Jeg opdagede den ikke. På et tidspunkt så jeg godt, der sad noget på Jespers vest, men jeg troede bare, det var noget restaffald fra det pizzeria, vi lige havde tømt skrald for.”
Jespers nærmeste chef, Martin Pedersen, opdagede heller ingenting.
“Vi havde fået to sygemeldinger den dag, så jeg havde travlt med at ringe rundt for at få vagtplanen til at gå op. Nej, jeg så ikke nogen Verdensmål-nål,” siger han kortfattet.
Jesper Rasmussens kone, Marianne Rasmussen, arbejder som sekretær i Ringsted Kommune og er overrasket over, at nålen slet ingen effekt havde:
“Alle de chefer og mellemledere på rådhuset, der bliver forfremmet, har sådan en Verdensmål-nål på, så jeg tænkte, at det også ville virke for Jesper. Vi kunne godt bruge lidt mere i løn, da vi gerne vil have lavet nyt badeværelse.”
Måske nål i XXL
Jesper Rasmussen har dog ikke givet op endnu:
“Jeg var inde på UNICEF’s hjemmeside og se efter en nål i XXL, så de andre ikke kan undgå at se den. Det var der desværre ikke. Men en af mine venner er ved at trykke et flag med Verdensmålene på, som jeg kan gå rundt med. Så må vi se, om det virker,” siger han forhåbningsfuldt, mens Marianne Rasmussen spørger, om han er mest til Vulcano Iron- eller Tolken Antracita-fliser til badeværelset.