Foto: AndreyPopov, Bigstock

Castingprocessen er leflende, og konkurrencen fremmer overforbrug og madspild, mener Winnie Hansen, der hellere vil læse dannelseslitteratur end at følge med i bagekonkurrencen.

For ottende gang kan danskerne følge med i håbefulde amatørbageres forsøg på at vinde landets mest populære bagekonkurrence på DR1. Alle synes være blevet ramt af kagefeberen – undtagen 31-årige Winnie Hansen fra Assens, der er deltidsansat i Imerco og mor til to. Hun ser faktisk slet ikke programmet.

“Jeg kan ikke følge med i alt, hvad der sendes i fjernsynet. Ikke hvis jeg også skal sætte mig ind i detaljerne vedrørende Donald Trumps forestående rigsretssag. Derefter har jeg en bunke dannelseslitteratur, blandt andet Montesquieu (fransk politisk forfatter, red.), som jeg skal have genlæst,” siger hun.

Castingproces er leflende
Den populære bagekonkurrence er blevet synonym med folkelighed og genkendelighed. Især når det går galt, og en mousse skiller i sidste øjeblik, samler danskerne sig som kage-elskende nation.

Winnie Hansen kan da også godt mærke, at hun frasiger sig visse dele af fællesskabet med sit TV-valg.

“Castingprocessen er åbenlyst leflende. De vælger altid ham den homoseksuelle, hende med indvandrerbaggrund, hende den skøre, hende den unge, ham den vilde, hende den gamle og så ham, der ligner en rocker, men faktisk er medhjælper i en børnehave. DR skærer arme og ben af deres præmis om, at deltagerne skal kunne bage for at være med. Men mine kolleger elsker det, så jeg læser bare avisen, mens de diskuterer fondant i frokoststuen.”

Bliver ikke inspireret
For den poesi-interesserede fynbo er det dog højaktuelle spørgsmål om miljø og forbrug, der afgør sagen.

“At hælde halvanden liter mørkerød, spejlblank sukkersovs hen over en rund kage og direkte ned i en dyb bradepande, der bare bliver kasseret bagefter, synes jeg simpelthen er så svinsk over for miljøet. Så genanvend det dog! Jeg kunne heller aldrig finde på at åbne og lukke min fryser hvert femte minut for at se, om min mousse havde sat sig. Det gør den jo for helvede ikke, når man lukker kulden ud hele tiden.”

På spørgsmålet om, hvorfor Winnie Hansen ikke får lyst til selv at glaze en kage, svarer den erfarne museumsgænger prompte:

“Jeg forstår ikke, at folk bliver så inspirerede til at bage kager af at se Den store bagedyst. Jeg så for eksempel engang en dokumentarserie om danske seriemordere; det fik jeg da ikke lyst til at slå folk ihjel af.”