Foto: Myriams-Fotos, Pixabay

Flere danskere er stærkt chokerede efter i weekenden at have observeret en kraftigt lysende fusionsreaktor på himlen. Den befinder sig millioner af kilometer væk og vil sandsynligvis snart være skjult igen.

Mandag morgen cyklede 27-årige Louise Overgaard op ad Randersvej i Aarhus på vej mod universitetet, hvor hun læser historie, da noget mystisk skete.

“Det var, som om himlens grå flade åbnede sig, og bagved viste sig en slags blå kuppel, jeg aldrig har set før,” forklarer hun.

Men det var ikke det, som kom mest bag på Louise.

“Midt i alt det blå hang en enorm skinnende kugle, der var så lys, at det nærmest var umuligt at se direkte på den.”

Enorm fusionsreaktor
Man kunne være fristet til at afskrive Louises oplevelse som en enkeltstående hallucination, men også andre steder i landet har flere set det mystiske atmosfæriske fænomen.

Den 56-årige elektriker Mads Thomsen fra Ringsted fortæller således, at han også så den lysende kugle.

“Den dukkede pludselig op og skinnede så kraftigt, at træer og andre ting begyndte at kaste en slags mørke silhuetter på jorden. Jeg blev ærlig talt meget bange for, at det var en form for våben, som nogen havde angrebet Danmark med.”

Ifølge Erica Jørgensen, der er professor i himmelologi ved Danmarks Tekniske Universitet, er der imidlertid ikke tale om et våben.

“Vores foreløbige målinger tyder på, at det skinnende objekt er en ekstremt kraftig fusionsreaktor, der hvert sekund konverterer omkring 600 ton brint til helium, hvilket fører til en kraftig lysudvikling,” forklarer hun og tilføjer, at der ikke er grund til panik, da reaktoren befinder sig “mange millioner” kilometer fra Jorden og tilsyneladende ikke kommer tættere på.

Forsvinder snart igen
Hvad der er formålet med det skinnende objekt, kan Erica Jørgensen derimod ikke sige.

“Hvorfor fusionsreaktoren svæver rundt højt oppe over Jorden, og hvem der i givet fald har bygget den, kan vi simpelthen ikke svare på. Men jeg vil opfordre til, at man undgår at kigge direkte på den og fortsætter sit liv som hidtil,” siger hun og tilføjer, at langt de fleste forskere er sikre på, at objektet inden længe vil forsvinde bag det trygge grå himmeltæppe, der normalt svæver over Danmark, og sandsynligvis aldrig nogensinde blive observeret igen.