Foto: Dan Grytsku, Bigstock

Foto: Dan Grytsku, Bigstock

Butikkerne bør have mindst lige så mange af hver vare, som der er mennesker i Danmark, mener Sofie og Andreas, der måtte gå forgæves efter den allerbedste af årets julegaver til lille Holger på fem.

“Skal vi så bare sige til ham, at man ikke altid kan få det, man ønsker sig?”

Sofie Vinding ved dårligt, hvad hun skal gøre af sig selv. Hun har lige talt med legetøjskæden BR’s kundeservice og fået at vide, at det Lego-sæt, hendes femårige søn Holger så brændende ønsker sig, ikke er på lager nogen steder og ikke kan skaffes hjem inden jul.

Holgers far, Andreas Jeppesen, kigger sørgmodigt ned i gulvet.

“Tænk, at den slags skulle ramme os,” siger han tonløst.

Butikkerne svigter
Endnu ved lille Holger ikke, at han ikke får det, han ønsker sig allermest, når gaverne skal pakkes op. Forældrene prøver at skåne ham længst muligt, men det bliver svært, fortæller Sofie, at overbringe en så hård nyhed til så lille et barn.

“Man kan ikke forklare en femårig, at butikkerne har svigtet ham ved ikke at sørge for at have varer nok på lager. Men hvad skal man så sige? Han bliver så frygtelig ked af det, det er ikke til at bære,” siger hun.

Charlotte From, der er chef for BR, beklager, at forældrene måtte gå forgæves efter sønnens julegave.

“Vi gør, hvad vi kan, for at undgå den slags situationer, men vi kan desværre ikke gardere os helt mod udsolgte varer,” siger hun og tilføjer, at hun håber, at forældrene har fundet noget andet godt at give deres søn.

En million af hver
Hverken Sofie eller Andreas er dog imponerede over BR-chefens undskyldning.

“Det kunne sagtens være undgået, hvis de bare sørgede for at have mindst lige så mange af hver vare, som der er mennesker i Danmark,” siger Andreas, hvortil Sofie tilføjer:

“Det behøver ikke engang at være så mange. Det her Lego-sæt anbefales fra fem år, og når man er 15, gider man næppe bygge Lego mere, så hvis man bare havde en million af hver ting, ville det altså være ret usandsynligt, at noget blev udsolgt.”

Til det med, at Sofie og Andreas forhåbentlig har fundet noget andet godt at give lille Holger, har Sofie kun én kommentar:

“Vi giver ham selvfølgelig en ordentlig bunke gaver, men hvad nytter det, når han ikke kan få lige netop den ting, han ønsker sig allermest?”