Foto: Folketinget, Steen Brogaard

Efter et dramatisk og for De Radikale ydmygende forløb, hvor regeringen indgik forlig med Dansk Folkeparti om et indgreb mod boligspekulation, har De Radikale indført en femårig karensperiode, når det kommer til at lade Jens Rohde forhandle forlig.

“Jeg synes, ministeren skulle lære sig sit parlamentariske håndværk,” var udmeldingen onsdag aften fra Jens Rohde (R), efter at forhandlingerne om et indgreb mod den amerikanske kapitalfond Blackstones boligspekulation brød sammen.

Torsdag aften kunne boligminister Kaare Dybvad (S) præsentere en aftale mellem Enhedslisten, SF, Alternativet og Dansk Folkeparti.

En anden læremester end Rohde
“Jeg tager altid kritik alvorligt, og det kan godt være, at jeg stadig har meget at lære,” udtaler Kaare Dybvad og tilføjer, mens han bider sig selv hårdt i læben for ikke at smile alt for bredt:

“Men jeg vil nok se mig om efter en anden læremester end Jens Rohde.”

Uenigheden mellem S og R drejer sig på overfladen om en karensperiode, der skulle sikre, at en køber af en ejendom ikke kan hæve huslejen efter en hurtig fup-modernisering.

Ifølge politiske analytikere ønskede De Radikale dog også at straffe S for ikke at have taget dem med i regering. Det mislykkedes imidlertid at samle et flertal til højre for regeringen.

“Jeg troede egentlig, vi havde gjort det klart for én radikaler, hvad der sker, når man oversælger en aftale med os,” udtaler René Christiansen (DF) med henvisning til Anders Samuelsens “historiske” skatteaftale fra 2017, der også blev hældt ned af brættet af DF.

Særlig klausul ved forhandlinger med Dybvad
Derfor vedtog De Radikales folketingsgruppe på et møde mandag formiddag at indføre en fem års karensperiode på at lade Jens Rohde forhandle med regeringen. En særlig klausul fordobler karensperioden, hvis der er tale om forhandlinger med Kaare Dybvad.

“Set i bakspejlet skulle vi måske tidligere havde taget konsekvensen af det faktum, at Jens Rohde altid roder sig ud i tabersager, hvor hans løsgående missil går af mellem hænderne på ham selv,” udtaler Morten Østergaard, mens Martin Lidegaard kommer med et host, der lyder i retning af “hvad sagde jeg”.