Foto: Mangostar, Bigstock

Foto: Mangostar, Bigstock

Krav om håndspritritual før borgmesterhåndtryk modtages med skepsis af flere politikere. Corona og andre vira er en risiko, vi må løbe, lyder det fra kritikerne, der desuden mener, at det er udansk at hoste i albuen. 

I Aarhus er en kvinde, der for nylig er blevet dansk statsborger, blevet smittet med coronavirus. Kilder tæt på kvinden bekræfter, at smitten stammer fra den grundlovsceremoni, hun deltog i den 25. februar, hvor hun blandt andet trykkede borgmester Jacob Bundsgaard i hånden.

Intet tyder på, at det er borgmesteren selv, der har smittet kvinden. Alligevel stiller flere kritikere nu krav om, at der indføres et håndspritritual i forbindelse med grundlovsceremonien.

“Det er en højtidelig begivenhed, så det er vigtigt, at håndhygiejnen formaliseres og gøres til en del af ritualet, så alle spritter hænder i hinandens påsyn, før de udveksler håndtryk,” siger Malene Carlsen-Schmidt fra interesseorganisationen Coronavirus – nej tak.

Unødvendigt indgreb i den personlige frihed
Kravet møder dog kritik fra flere sider. Blandt andet er Liberal Alliances partileder Alex Vanopslagh modstander af forslaget.

“At tvinge folk til at bruge håndsprit er et unødvendigt indgreb i den personlige frihed,” siger han og bliver bakket op af statsminister Mette Frederiksen:

“Man opnår sjældent noget godt med tvang, medmindre der er tale om børn, der måske har det dårligere end gennemsnittet hjemme hos deres forældre.”

Også Morten Østergaard mener, at krav om håndsprit er uheldigt:

“At spritte hænder umiddelbart før eller efter, at man giver hånd, sender et signal om, at den anden er ulækker. Det kan vi ikke have,” siger han og understreger, at han fortsat mener, at det bør være helt op til den enkelte, om man overhovedet vil give hånd.

Overdreven hygiejne er udansk
Dansk Folkepartis Søren Espersen mener, at situationen er hysterisk. Han påpeger, at overdreven hygiejne er udansk.

“Alt det der med at bruge håndsprit og hoste i et lommetørklæde eller albuebøjningen ligger langt fra dansk skik og brug. Her i landet hoster vi i håndfladen, sådan har det altid været, og det skal fremmede vira, der trænger ind i landet, ikke komme og ændre på,” siger han.

Han mener heller ikke, at frygt for smitte skal være en gyldig grund til at nægte at give hånd:

“Hvis man er så bange for at blive syg, skulle man nok have valgt et andet land end iskolde Danmark.”