Foto: Mihailo K, Bigstock

Foto: Mihailo K, Bigstock

Der er ingen grund til akut mismod over, at dagene er blevet kortere. De er nemlig stadig så lange, at dine børn ikke kan falde i søvn uden mørklægningsgardiner.

Det er en trist Søren Sivertsen, der møder på kontoret tirsdag morgen. Hans kolleger har det ikke meget bedre. Allerede mandag talte de om, at vi nu går mørkere tider i møde, og at det kan tage modet fra enhver.

“Man har lige vænnet sig til de lange, lyse aftener, og så er det pludselig slut,” siger Søren, og kollegerne nikker samstemmende.

Kilder tæt på RokokoPosten meddeler, at sådan er det fat landet over. Det er dumt, for faktisk er dagene stadig lange, og de fleste vil slet ikke bemærke, at de bliver kortere, før om et par måneder.

Vågner for tidligt længe endnu
Ifølge livsstils- og dagslængde-ekspert Jane Eriksson vil det vare længe, før mindre børn atter kan falde i søvn uden mørklægningsgardiner, og de vil også stadig vågne alt for tidligt. Det, mener hun, ødelægger forældrenes døgnrytme så meget, at det virker irrationelt, at de elsker de lange dage.

“Det kan selvfølgelig være hyggeligt at nyde et glas rødvin i en lun solnedgang på terassen. Problemet er, at det for langt de fleste er fiktion, i hvert fald hvis de har mindre børn eller selv er så normale, at de vågner for tidligt, fordi solen står op midt om natten,” siger hun.

Fordi jeg er dansker
Søren Sivertsen er dog ligeglad med fornuft.

“Jeg tager sorgerne på forskud, fordi jeg er dansker. Og før eller siden bliver dagene meget korte. Faktisk er der mindre end et halvt år til, at de kun er syv timer lange, så det er mørkt, når man tager på arbejde og mørkt igen allerede, før man får fri. Så er det da klart, at jeg er træt af det,” siger han.

End ikke udsigten til varme og solrige dage den kommende tid kan trøste Søren Sivertsen:

“Hvad skal jeg bruge det til?” spørger han retorisk og slutter:

“Når det er så varmt, kommer jeg til at ligge søvnløs, og så kommer man jo uvægerligt til at spekulere over, at dagene den kommende tid bliver flere minutter kortere, end de var i weekenden.”