Foto: Krakenimages.com, Bigstock

Foto: Krakenimages.com, Bigstock

Evalueringer, deadlines og emsige kommunalpolitikere slider mig ned, siger 38-årige Søren, der havde forventet at kunne gå tidligt på pension.

“Jeg får konstant nye deadlines, og mange af de ansatte på kommunens institutioner er svære at danse med, når vi skal digitalisere. Jeg får sjældent svar på mine brugerundersøgelser, og samtidig skal jeg gøre alt muligt, der ikke står i min jobbeskrivelse: reparere espressomaskinen, når Dorthe igen har fyldt for meget mælk på, stresse over kollegernes runde fødselsdage og huske Kenneth på, at Asger har diabetes, når der skal købes kage til møderne. Det var ikke det, jeg blev lovet, da jeg læste kulturstudier på universitetet, og jeg føler mig nedslidt!”

Sådan lyder det fra den 38-årige digitaliseringskonsulent i Køge Kommune Søren Ungemann, der er dybt skuffet over regeringens udspil til tidlig pension for nedslidte. Det ser nemlig ikke ud til, at han får glæde af tiltaget.

Rev selv stuen ned
“Man mener åbenbart ikke, at mit arbejdsliv er eller bliver langt og hårdt, hvilket jeg jo bare kan grine af,” siger han og tilføjer, at han havde hørt rygterne om, at tiltaget primært ville være rettet mod personer med manuelt arbejde.

“Men jeg troede ikke, det ville blive et problem, for da min kæreste og jeg i foråret gennemførte en større renovering af underetagen, måtte jeg selv rive en del af den gamle stue ned. Kæft, det var hårdt. Men jeg fik taget et par billeder af mine hænder, så man kunne se mine vabler, og det er mig en gåde, hvorfor det pludselig ikke tæller.”

Kæresten slidt op som kultur-blæksprutte
Søren Ungemann tilføjer, at også privatlivet byder på udfordringer, der ifølge ham gør tidlig pension livsnødvendig.

“Jeg har to børn på tre og fem, og den daglige trædemølle med madpakker, beskidte flyverdragter og arbejdsmails efter putteritualet slider ret hårdt på både mig og min kæreste. Hun er kultur-blæksprutte på det lokale bibliotek, så vi er begge klar over, at vi ikke holder for evigt,” siger han, der ser dystert på fremtiden.

“Jeg kan se frem til knap 35 år mere med handleplaner, evalueringer og reformivrige kommunalpolitikere, og det orker jeg ikke. Nå, jeg må smutte. Den er snart 14.30, og jeg  hader at være den sidste, der henter ungerne i børnehaven.”