Foto: Amaviael, Bigstock

Foto: Amaviael, Bigstock

Ja, faktisk var hun godt klar over, at hun holdt for grønt og spærrede trafikken, men hun var i gang med noget vigtigt, og folk må jo bare glæde sig over, at det ikke var et færdselsuheld, som ville have forsinket dem i endnu længere tid.

“Folk har bare ingen empati. De kunne jo se, at jeg ikke kunne køre, fordi jeg lige var i gang med at skælde min søn ud.”

Onsdag morgen klokken 7.53 er der som sædvanligt tæt trafik på Skanderborgvej i Aarhus. I venstresvingsbanen ved et lyskryds holder 38-årige Lone Mogensen i første parket. Ved siden af hende sidder hendes 12-årige søn, August.

August er en sensitiv dreng, som har behov for klare grænser, og hans situationsfornemmelse er endnu ikke så udviklet, forklarer Lone. Den morgen var August særligt grænsesøgende, og Lone valgte derfor at bruge pausen ved det røde lys til at fortælle sønnen, hvem der bestemmer.

Dytteriet gør kun ondt værre
Desværre blev der grønt, før alvoren var gået op for August. Lone blev derfor nødt til at blive holdende. Der gik ikke lang tid, før utålmodige bilister bag hende begyndte at dytte. Det gjorde kun ondt værre, fastslår Lone.

“Jeg mener, August bliver jo ikke blid som en engel, bare fordi de begynder at dytte. Faktisk gjorde det bare hele situationen endnu mere anspændt. Når folk dytter på den måde, siger de jo nærmest, at jeg er en dårlig mor, bare fordi jeg stopper trafikken,” siger hun og tilføjer, at hun er skuffet over, at folk ikke tænker mere på andre.

“Det er ganske enkelt mangel på omtanke – typisk egoistisk mig-mig-mig, at man kun tænker på at komme videre i stedet for at tænke på, at det faktisk ikke er spor sjovt at holde der og spærre. Ingen kom og spurgte, om jeg havde brug for hjælp – hvilket jeg jo heller ikke havde – men det havde da været rart, hvis de gjorde det i stedet for at dytte og gøre det endnu sværere for mig at nå min søn.”

Vigtigt at prioritere
Lone Mogensen er ikke klar over, hvor mange gange, der nåede at blive grønt, før konflikten var håndteret, og hun kunne køre videre.

“Det er ikke vigtigt, om der blev grønt tre eller fire gange. Det vigtige er, at August forstod budskabet og tog det til efterretning,” siger hun.

Til de øvrige bilister har hun kun én ting at sige:

“Vis hensyn i trafikken. Det er i forvejen ubehageligt at holde for grønt med så mange biler bag sig, så tag lige og husk, at selvom vi er adskilt af blik og ikke kan se hinanden i øjnene, så er vi stadig rigtige mennesker med rigtige følelser.”