Foto: Steen Brogaard, Folketinget

Regeringens ministre er valgt uden hensyn til kvalifikationer, og det går meget godt. Derfor bør det ifølge regeringen ikke være lovligt at afvise ledige med henvisning til manglende evner.

Engang måtte man fysisk aflevere sin jobansøgning eller sende den med posten. Men i dag gør mange virksomheder brug af en fast formular, hvor man skal udfylde forskellige oplysninger om sig selv, inden man kan skrive sin ansøgning eller uploade sit CV.

Ofte er kvalifikationer en af de ting, som virksomhederne spørger om i formularen.

Skulle bare parere ordre
Står det til beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard (S), skal det dog være slut.

“Jeg blev ringet op af Mette Frederiksen og spurgt, om jeg ville være beskæftigelsesminister. Da jeg indvendte, at det havde jeg absolut ingen kvalifikationer til, sagde hun, at det var lige meget. Jeg skulle bare parere ordre,” udtaler Peter Hummelgaard.

I et forsøg på at undgå, at jobansøgere bliver sorteret fra alene på grund af deres manglende kvalifikationer, foreslår han derfor, at virksomhederne følger statsministerens eksempel.

Statsminister skeler ikke til kvalifikationer
Hummelgaard fortæller, at han har modtaget rigtig mange henvendelser fra borgere, der har oplevet at blive frasorteret på grund af manglende kvalifikationer. Derfor har han allerede spillet sin løsning ind i forbindelse med de igangværende trepartsforhandlinger.

“For at være helt ærlig synes jeg, det er grotesk. Vi står i en situation, hvor der bliver råbt og skreget efter arbejdskraft, og så kan vi se, at inkompetente ansøgere bliver sorteret fra.”

Hvorvidt ministerens forslag om at fjerne kvalifikationer fra ansøgningsprocessen bliver til virkelighed, er dog stadig uvist.

“Det er da mit håb, at det her initiativ bliver en del af den samlede aftale. Jeg har aldrig selv drevet en virksomhed eller for alvor haft et rigtigt arbejde, men det har som sagt ikke forhindret mig i at blive minister. Når Mette Frederiksen kan ansætte uden at skele til kvalifikationer, kan arbejdsgiverne også.”