Foto: Nyura, Bigstock

Foto: Nyura, Bigstock

Signaler fra de to folkekære serier er vendt tilbage efter at være blevet sendt ud i universet af Danmarks Radio, lyder det fra amerikansk astrofysiker, der kan afsløre, at degnen begik det brutale jalousimord, og at det er Mads Skjern, der er syg i hovedet.

“Syg … hovedet. Dig … der er … syg … hovedet.”

Sådan lød budskabet fra en fjern dværggalakse, der ligger omkring tre milliarder lysår fra vores solsystem, efter at forskere på det amerikanske Green Bank Observatory i staten West Virginia havde brugt flere dage på at afkode et mystisk radiosignal.

Brutalt drab på fraskilt kvinde
De løsrevne ord er ikke det eneste tegn på liv fra det ydre rum. Observatoriet modtog også flere replikker fra den britiske tv-serie Kriminalkommissær Barnaby, der pegede på, at landsbydegnen måske havde en finger med i spillet, hvad angår det brutale drab på en køn, fraskilt ung kvinde, der boede alene i et stråtækt hus i den idylliske by Midsomer.

“Ud fra vores beregninger var det et jalousimord. Degnen var vred på den unge kvinde, fordi hun ved flere lejligheder havde afvist ham og i stedet haft hans fætter, en arbejdsløs håndværker, på besøg. Tidligere signaler, som observatoriet opfangede i 2012, tyder dog på, at den unge kvinde ikke var i et forhold til håndværkeren, men blot underviste hans datter i klaver. En tragisk historie,” fortæller teoretisk astrofysiker John Dowry fra Green Bank Observatory, der har analyseret såkaldte intergalaktiske fast radio bursts, altså hurtige radioudladninger, i over 20 år.

Ikke intelligent liv
Han kan entydigt afvise, at signalerne stammer fra intelligent liv; de er derimod radiosignaler, som Danmarks Radio uforvarende har sendt ud, og som nu er kommet tilbage.

“Umiddelbart virker den hypotese helt usandsynlig. Hvordan kan et signal rejse ud i rummet og tilbage igen på så kort tid? Det er jo mange gange hurtigere end lyset, hvilket vender op og ned på alt, hvad vi hidtil har vidst om fysikkens love. Et paradigmeskift på linje med, eller endda større og mere revolutionerende, end da Kopernikus sagde, at Jorden drejer rundt om Solen,” siger John Dowry, hvis hold arbejder med en forklaring, der bygger på, hvor ofte et signal sendes ud i rummet og dermed bliver forstærket:

“Vi mener, at de utallige, tvangsprægede genudsendelser af både Matador og Kriminalkommissær Barnaby har sendt de nævnte replikker ind i et ormehul og dermed givet dem en hyperfart, som ikke engang lyset kan hamle op med. Tesen kræver selvfølgelig yderligere eksperimenter. Blandt andet vil vi lede efter signaler fra de livsbekræftende firserkomedier Bossen og bumsen og Ud at køre med de skøre.”