Foto: Monkeybusinessimages, Bigstock

Foto: Monkeybusinessimages, Bigstock

Kun tanken om ensomhed, kedsomhed og hårdt fysisk arbejde forhindrer Louise Zieler i at udleve drømmen om det enkle liv i en hytte uden internet eller rindende vand.

“Her er bare så dejligt: Frisk luft, klar himmel, naturen omkring dig. Her kunne jeg virkelig koble af og bare være.”

Louise trækker vejret dybt ind og slår ud med armene. Hun står med RokokoPostens udsendte midt i den svenske skov, hvor hun siden 2010 har holdt ferie med sin mand og to børn. Hver sommer har de lejet en primitiv hytte for en uge eller to, men Louise har altid drømt om at gøre ferieopholdet permanent.

“Hvis ikke det var fordi, jeg forestiller mig, at sådan et liv er utrolig kedeligt, ensomt og fysisk udmarvende, ville jeg ikke tøve med at sige mit job op og bare flytte hele familien herud i den frie natur,” siger den 39-årige HR-chef og smiler længselsfuldt.

Kvalitetstid
Hun har tit talt med veninderne om, at de har svært ved at få arbejde og familieliv til at gå op. At tiden går med travle dage, stress og alt for meget tid foran en skærm. At de ikke har tid til virkelig at mærke hinanden og bruge kvalitetstid på for eksempel at lave mad, gå en tur eller spille et godt, gammeldags brætspil.

“Alt det ville ændre sig, hvis vi flyttede ud i en hytte uden rindende vand eller internet. Tiden ville blive brugt på ting, der virkelig betyder noget: Hente vand, lave mad, hugge brænde. Den eneste grund til, at jeg bliver i rotteræset, er, at alt det lyder virkelig monotont og anstrengende. Især når jeg kan se HBO i stedet,” siger Louise.

Liv i hytte dødssygt
Hendes mand, Christoffer Andersen, er enig.

“Nogle gange kan jeg tænke, om det virkelig giver mening, at jeg skal slide mig selv op for en lønforhøjelse eller forfremmelse. Om det virkelig kan passe, at jeg kun ser mine børn et par timer hver aften, mens de stirrer ned i deres iPads. Så ja, hvis ikke et liv i en svensk hytte lød dødssygt, var jeg klart med på idéen.”

Både han og Lotte planlægger derfor at blive ved med at drømme om et enklere, mere autentisk liv i en primitiv bolig langt væk fra karriere, kulturliv og omgangskreds.

“Drømmen er god at have, mens vi knokler 45 timer om ugen. Det er hårdt, men trods alt på en lidt mindre kedelig og primitiv måde,” slutter Lotte.