Vi ender altid med de forkerte fyre, indrømmer Politiken i et interview med Vi Unges brevkasseredaktør. Pigebladet råder avisen til at give de pæne og fornuftige drenge en ekstra chance.

Han er ung, flot og en smule farlig. En følsom digter, men samtidig hårdtslående og beskidt i kæften. Og er der ikke noget med, at han engang har solgt stoffer og overfaldet en gammel dame?

“Der var en masse ubekræftede historier om Yahya Hassan, hvilket bare gjorde ham endnu mere spændende. For hvad kunne han ikke finde på?” forklarer Politikens Tarek Omar, der i oktober interviewede Yahya Hassan, hvorefter avisen faldt pladask for den unge bad boy.

Saftevand på værelset
I starten gik forholdet fint, selvom Yahya kunne være uberegnelig og bruge for meget tid sammen med andre medier. Desuden var han ikke altid sød over for svigerfamilien.

“Vi synes, vi havde taget rigtig godt imod ham, og så går han ud og kalder vores læsere for ‘caffelatterne’. Pludselig er vores venner på Louisiana ikke gode nok; han vil hellere ud til bøllerne i Vollsmose. Hvad er der nu galt med at sidde og hygge inde på værelset med saftevand?” spørger avisens kulturredaktør, Rune Lykkeberg, der altid sørgede for, at sikkerheden var helt i top med skudsikre døre og hemmelige koder, når Yahya besøgte redaktionen på Rådhuspladsen.

Giv Bertel en chance
Vi Unges brevkasseredaktør, Mille Machenhauer, beroliger Politiken med, at de ikke er de første til at falde for en bad boy.

“De farlige og eksotiske typer er altid spændende ved første øjekast, men man skal ikke regne med et længere forhold. De går deres egne veje og er ligeglade med andre end sig selv,” fortæller Mille Machenhauer og råder Politiken til at give de pæne drenge en ekstra chance.

“En mand som Bertel Haarder har måske ikke samme vilde udstråling, men han er altså også kritisk over for islam. Og så er Bertel stabil,” understreger brevkasseredaktøren og nævner Søren Pind, Villy Søvndal og endda Flemming Rose som potentielle faste kærester.

Politiken er umiddelbart skeptiske, men kan på den anden side godt se, at de har gang i et uholdbart mønster:

“Vi burde have vidst, han var en bad boy, der ville ende med at såre os. Men det er svært at gøre tingene på en anden måde, når man er vant til at falde for nogle bestemte typer.”