Foto: aaalll3110, Bigstock

Foto: aaalll3110, Bigstock

Borgmester Lars Anchersen har lagt 74 billeder af sig selv ud på kommunens Facebook-side, men afviser, at det har noget at gøre med det kommende valg.

Når Gislev Kommune skal have information om vejarbejde, kulturtilbud og affaldssortering ud til borgerne, er den sydjyske kommunes Facebook-side et afgørende værktøj.

I de seneste par måneder har indholdet på siden dog ændret sig markant. Hvor der før var tale om politisk neutral kommunikation fra kommunen til borgerne, har Gislev Kommunes Facebook siden sommerferien været fyldt med billeder af og rosende tekst om kommunens borgmester, Lars Anchersen.

Ifølge Lars Anchersen har opslagene dog intet med det nært forestående kommunalvalg at gøre, ligesom han afviser, at han bruger kommunens kommunikationskanaler til borgerne til at promovere sig selv.

“Det handler om, at det er godt for folk, at kommunen er i øjenhøjde, og at de kan se, hvad deres borgmester laver. Det har ikke noget at gøre med, at der er valg lige om lidt,” siger Lars Anchersen.

Roste sig selv på sin fødselsdag
I et af Facebook-opslagene fejrer kommunen, at borgmester Lars Anchersen fylder 45 år. Opslaget er et billede af borgmesteren, der tager imod gæster på byens rådhus ledsaget af følgende tekst: “Hip hurra for Danmarks bedste borgmester, der i dag runder de 45. Selvom han ikke ser ud til at være en dag over 25, er det godt at vide, at Gislev har en borgmester, der er både erfaren og lydhør over for nye idéer.”

Opslaget er lagt på Facebook af Lars Anchersen selv, men det ser hovedpersonen intet problematisk i.

“Det er meget normalt, at chefer ønsker deres medarbejdere tillykke med fødselsdagen. Her er jeg så chefen, så derfor bliver det mig, der ønsker mig selv tillykke,” siger han og udfordrer RokokoPostens journalist til at gætte borgmesterens body age. Ifølge Lars Anchersen er den 32.

Tog æren for coronavacciner til ældre
Heller ikke et opslag, hvor Lars Anchersen personligt tager æren for, at alle ældre i Gislev Kommune er blevet vaccineret, mener han, er problematisk.

“Vil du holde op? Hvis du vidste, hvor meget jeg har gjort for Gislev Kommune med alt det her corona, så ville du også sige tak til mig på Facebook.”

Men det er ikke dig, der har sørget for, at borgerne blev vaccineret. Det er forskere, der har udviklet vaccinerne, staten, der distribuerer dem, og sundhedspersonale, der giver dem?

“Jo jo, men det er jo sket her i Gislev Kommune, og her er det mig, der har ansvaret. Og det har ikke noget med valget at gøre,” slutter borgmesteren.