Efter blot tre uger som skatteminister melder den unge SF’er sig ud af dansk politik. “Min spindoktor lider under det, så nu handler det om kvalitetstid med ham,” siger Möger.

Det er en velkendt sag for mange politikere: Når ministerposten kommer ind, ryger kvalitetstid med spindoktoren ud. Der er simpelthen ikke timer nok i døgnet til, at den nyudnævnte minister og hans eller hendes rådgiver rigtig kan få hygget igennem uden konstante afbrydelser. I tidens løb har det kostet mange politikere deres forhold til spindoktoren.

Men det vil den 26-årige skatteminister, Thor Möger (SF), ikke risikere.

“Jeg har i en ung alder fået mine prioriteter på plads. En ministerpost er vigtig, men spindoktoren er vigtigere,” siger Möger, der siden valget har tænkt meget over, hvordan hans liv skal se ud.

Fra automatpilot til skærgård
“Før kørte jeg bare på automatpilot: Møder, e-mails, to-tre mobilsamtaler ad gangen, stress, stress og atter stress. Jeg troede, det var nødvendigt at præstere konstant, og at jeg ikke var noget værd uden mit job. Men det er jo ikke det, der betyder noget,” mener Möger og tilføjer, at man på sit dødsleje sjældent fortryder, at man ikke fik arbejdet nok.

“Man fortryder, at man ikke var nok sammen med sin spindoktor,” konstaterer han.

Derfor har Möger og hans rådgiver, den 25-årige Martin Justesen, lejet en hytte i den svenske skærgård, hvor de skal fiske, gå lange ture og “bare være”, som skatteministeren siger.

“Det sidste, jeg ønsker, er, at min spindoktor en dag om mange år siger: Du arbejdede hårdt, Thor, men hvor var du, da jeg virkelig havde brug for dig?”