Helle Bøgelund på 49 kan da godt se, at figuren ikke er så stram, som da hun var 20. Og antirynkecremen er måske ikke helt så effektiv, som den har været. Alligevel er hun på ingen måde ked af at være i overgangsalderen og synes faktisk, at hun er mere sexet, end hun nogensinde har været!

Når den 49-årige klinikassistent Helle Bøgelund fra Middelfart ser sig i spejlet eller fanger sit spejlbillede i et butiksvindue eller kommer til at kigge ned ad sig selv eller lader armene hvile på maven eller lårene, eller hun på andre måder helt tilfældigt bliver opmærksom på sin krop og sit udseende, så bemærker hun da nok, at hun ikke længere er så slank og stram i kødet, som da hun var 20.

“Jeg kan da godt se, at brysterne hænger, at maven ikke er flad, og at jeg har konehofter og ikke rigtig nogen talje. Og der er da også kommet rynker, som min antirynkecreme ikke kan få bugt med, og huden under øjnene er blevet temmelig slap, og der er kommet noget pludder på mine overarme og under hagen. Men jeg er da virkelig kold som kiks! Som om jeg er så overfladisk, at jeg går op i den slags petitesser, nej, det er da så sandelig ikke noget, jeg overhovedet skænker en eneste tanke,” fastslår Helle Bøgelund med en stemme, der så absolut intet skingert eller desperat har over sig.

Sexet som aldrig før
For Helle Bøgelund er glad – ja, ligefrem lykkelig over, at hun er lige præcis den, hun er. Og selvom hun snart fylder 50, og overgangsalderen har godt fat i hende, så føler hun sig sexet og harmonisk som aldrig før.

Hun fortæller, at noget af det allerbedste ved at nå en mere moden alder er, at man slipper for usikkerheden og følelsen af, at man skal gøre sig til for at være sexet.

“Nu oser jeg nærmest af sex helt automatisk, uden jeg behøver at gøre noget særligt for det, og det skyldes da helt sikkert, at jeg sender tydelige signaler om, at jeg er fuldstændig ligeglad med, om nogen overhovedet lægger mærke til mig – simpelthen fordi det ganske enkelt ikke interesserer mig, hvordan jeg ser ud i andres øjne,” konstaterer hun tilfreds og fortæller, at der i dag er langt flere unge mænd på helt ned til 17-18 år, der flirter med hende, end da hun var tyve år yngre.

Modenhed og indre styrke gør hedeturene til en leg
Mens Helles jævnaldrende medsøstre har travlt med at beklage sig over hedeture og ungdommens forfald, priser Helle sig lykkelig over, at hun er i besiddelse af en modenhed og indre styrke, der gør hendes hedeture til en leg.

“Det kan da godt nogle gange være lidt ubehageligt, når sveden pludselig pibler frem, og man føler, at man næsten ikke kan være nogle steder, men så ranker jeg bare ryggen og siger til mig selv, at overgangsalderen er en helt naturlig proces, som blot understreger min kvindelighed og gør mig langt mere sexet, end jeg var som yngre,” fortæller Helle Bøgelund og ligner næsten ikke en, der trækker maven ind, mens hun fortsætter:

“Nu bliver jeg 50 om knap tre måneder og hurra for det! Ikke tale om, at jeg begræder alderens trykken, og jeg må indrømme, at jeg virkelig ikke forstår, at andre kvinder lader sig gå på af det i stedet for bare at nyde, at de for alvor er voksne, selvstændige og frie individer!”

Hun tager sig til lænden, der er lidt øm efter en lang arbejdsdag.

“Det er et tegn på, at jeg lever! Hver eneste rynke, delle og smerte er et tegn på, at jeg er et helt unikt og fantastisk væsen, så derfor bekymrer jeg mig aldrig nogensinde over nogle af alle de tegn på ælde, jeg mærker hver eneste dag.”