Religionshistoriker Mikael Rothstein og journalist Dorte Toft skal hjælpe politiet med at bekæmpe hårdtslående ord og hadefulde ytringer. “Vi lover upartiskhed og fuld objektivitet,” udtaler de til skeptiske iagttagere.

Ord, især de hadefulde af slagsen, kan være meget hårdtslående.

Det påpegede religionshistoriker Mikael Rothstein i mandagens Deadline, og derfor skal han og journalist Dorte Toft hjælpe politiet med at dæmme op for skadelig brug af sproget gennem det nyoprettede Center for Beskyttelse af Den Gode Tone. Toft skrev forleden om, hvordan især kvindelige debattører bliver latterliggjort på grund af deres køn.

Rydde op i ytringer
“Jeg går bestemt ind for, at folk må ytre lige, hvad de vil. Samtidig kan jeg helt upartisk se, at visse ytringer slet ikke er befordrende for den demokratiske debat. Dem må vi selvfølgelig rydde op i,” fortæller Dorte Toft, hvis primære opgave bliver at lede centrets 12 medarbejdere, der foruden hende og Rothstein inkluderer otte kvinder rekrutteret fra et ældrecenter, et medlem af Etisk Råd samt en usædvanligt gammelklog 11-årig pige ved navn Augusta.

Mens andre debattører og mediefolk i høj grad støtter idéen med et center, der skal fremme lødig debat, mener de alle, at Rothstein og Toft er de forkerte til lederjobbet.

“I al beskedenhed ville jeg have været et langt bedre valg,” mener Berlingske-skribent Anne Sophia Hermansen, der ofte har beklaget den ubehagelige tone på især Facebook.

Skarpt blik for åndløshed
Nogenlunde det samme udtaler Sørine Gotfredsen, der med egne ord har “et langt skarpere blik for nutidens åndløshed og den lurende afstumpethed, der præger moderne omgangsformer”.

Mikael Rothstein mener dog, at han og Dorte Toft udmærket vil være i stand til at skelne de gavnlige ytringer fra de ubrugelige.

“Både Dorte og jeg ved, at vi begge er fornuftige og gode borgere med et empatisk og nuanceret menneskesyn, så jeg kan ikke se, hvordan vores bedømmelser kan blive andet end objektive,” udtaler Rothstein.

Kommunikationschef for Rigspolitiet, Casper Andersen, er enig, men vil ikke afvise, at politiet i fremtiden opretter en regulerende instans, der skal sørge for, at centret gør deres arbejde godt nok.

“Hvis det bliver nødvendigt, må vi naturligvis lave et Center for Regulering af Center for Beskyttelse af Den Gode Tone,” udtaler han.