Foto: Annie Andre, Freeimages.com

Foto: Annie Andre, Freeimages.com

En forælders negative holdning og politiske brok gjorde det svært for både børn og voksne at have en behagelig konflikt.

Det skulle have været så hyggeligt. Fem forældrepar fra Tommelidenvej i Skanderborg havde aftalt at deles om børnepasning i lockoutens første uge, sådan at to forældre ville tage fri og hygge med børnene, mens de andre voksne tog på arbejde.

I går var det Ulla og Prebens tur, men allerede fra morgenstunden var det tydeligt, at Preben, der til daglig er marketingchef og medlem af Liberal Alliance, var fast besluttet på at ødelægge hyggen. Ulla, der er nabo til Preben og selv arbejder som pædagog, fornemmede med det samme, at konfliktstemningen ville blive anstrengt.

Hjemmebagte boller
“Først sagde Preben, at han ville miste flere tusind kroner ved at blive hjemme fra arbejde. Dernæst brokkede han sig over manglen på fuldt privatiserede skoler og de alt for høje lønninger til barnepiger,” fortæller Ulla, der havde lagt hus til de fem pars børn og serverede hjemmebagte boller med marmelade.

“De første par timer gik det fint nok. Ungerne legede, og jeg nikkede bare, når Preben klagede over topskatten. Men så begyndte han at snakke om selve lockouten og antydede, at folkeskolelærerne var forkælede.”

Ulla har selv en del venner, der arbejder som lærere, og følte derfor, at hun måtte forsvare faget.

Hyggelig lockout
“Jeg synes faktisk, at lærernes arbejde er undervurderet, og at de slet ikke får anerkendelse nok fra hverken forældre eller politikere. De har så meget at gøre ud over undervisningen, så det er dybt unfair at kalde dem dovne,” mener Ulla, hvis kommentarer hurtigt fik Preben op i det røde felt.

“Han kom ud i en større kritik af offentligt ansatte, og inden jeg vidste af det, var jeg selv blevet grebet af stemningen og råbte næsten højt,” husker Ulla med skam i stemmen.

Skænderiet fik et par af børnene til at stoppe deres leg og kigge forundret på de to voksne. Da Ulla lagde mærke til det, blev hun stille og fortrød, at hun havde tilladt sig selv at skændes under en konflikt:

“Det var jo meningen, at vi skulle have en hyggelig lockout med leg og saftevand uden al den snak om politik og arbejdsmarked!”