Efter fire års samliv har en mand på 42 år afsluttet forholdet til sit GPS-baserede navigationssystem.

Torben Gjellerup er sælger for en større dansk tøjkæde, og indtil i onsdags var han den mandlige part i et forhold med en femårig GPS af mærket Garmin.

Men efter adskillige op- og nedture ad parforholdets snørklede lande- og hovedveje valgte Torben at sætte en stopper for samlivet.

“Det var som om, hun kun var interesseret i at koste rundt med mig på en bedrevidende og overlegen måde,” forklarer han og uddyber:

“Ofte prøvede jeg indsmigrende at komplimentere hendes metalliske stemme eller pænt afrundede kurver, men blev kun mødt med tavshed under mange kilometers motorvejskørsel. Men så kunne hun pludselig skingert udbryde en eller anden meterangivelse efterfulgt af ‘hold til højre og bliv på motorvejen’ eller noget tilsvarende kommanderende,” siger Torben Gjellerup.

Envejskommunikation
Torben Gjellerup forklarer, at jo mere tid, der gik, des mere gik det op for ham, at forholdet var baseret på envejskommunikation fra ekskærestens side, og at hun i øvrigt kun var interesseret i at tale med ham, når hun kunne give anvisninger.

Han fortæller også, at ekskæresten virkede helt uinteresseret i at få et velfungerende erotisk liv.

“Hvis jeg forsøgte at lægge op til noget frækt hjemme i dobbeltsengen, lå hun bare som en død sild og insisterede på, at jeg ‘havde nået min destination’ allerede inden, vi var kommet i gang. Det var virkelig ydmygende, faktisk,” siger han med et skamfuldt og nedslået blik.

Afviser vold
Torben Gjellerup afviser dog på det kraftigste forlydender om vold i parforholdet, som flere vidner ellers har rapporteret.

“Selvfølgelig smed jeg hende ikke ud af vinduet! Det var en hård opbremsning i et højresving, der gik galt. Selvom jeg indrømmer, at vi havde skændtes forinden, så havde det ikke noget med det at gøre,” siger Torben Gjellerup.

Han tilføjer, at det første, hun sagde, da han forsigtigt samlede hende op, var “planlægger ny rute”. Det opfatter han som et tegn på, at hun ikke bar nag.

Nu overvejer Torben Gjellerup at få en papirbaseret GPS – eventuelt suppleret med en analog kæreste til at betjene og oplæse fra den.