Foto: Jeremy Doorten, sxc.hu

Det var en fejl at skrive om den svenske mimiker, der er Alternativets ambassadør i Sverige. Det indrømmer Metroxpress efter at have interviewet Nikola Matišić, der viste sig at være vildt kedelig at høre på.

Onsdag ved middagstid er der højt humør i Metroxpress’ redaktionslokale. Artiklen om Nikola Matišić – mimikeren, der er blevet ambassadør for Uffe Elbæks nye parti, Alternativet – er netop publiceret. Et par journalister står foran en computer og bladrer gennem artiklens lille billedserie.

Udråb som “haha – sikke en klovn!” og “man skulle tro, det var løgn!” høres mellem latterbrølene. Flere stimler sammen for at se den skøre mand, som skal repræsentere Elbæks parti i Sverige.

“Vi er nødt til at have et interview med ham,” udbryder journalist Lars Bennedsen og udløser en ny bølge af latter.

Kæmpede med søvnen
Lars Bennedsen kom dog hurtigt til at fortryde sin bemærkning. Nikola Matišić var nemlig slet ikke sjov at interviewe.

“Han var ekstremt tør og seriøs hele tiden. Jeg måtte kæmpe med søvnen fra start til slut, fordi han var så kedelig at høre på,” fortæller den skuffede journalist efter interviewet, der efterfølgende blev fundet “alt for seriøst til publikation”.

“Jeg spurgte til hans komiske tøj og skøre ansigtsmimik, men han sagde bare, at de billeder stammede fra en arbejdsopgave, og at interviewet skulle handle om hans rolle som ambassadør for Alternativet og ikke hans professionelle karriere som operasanger,” gaber Lars Bennedsen.

Ævlede løs om forskning
I mere end et kvarter forsøgte Lars Bennedsen at få Nikola Matišić til at sige noget, som journalister og læsere kunne more sig over. Men det hele prellede af på Matišić.

“Han sagde bare vildt kedelige ting om den nyeste forskning inden for miljøvenlige alternativer til pesticider og nævnte en masse kemiske formler og naturvidenskabelige fagudtryk, som overhovedet ikke kan bruges i en journalistisk sammenhæng,” fortæller Lars Bennedsen.

Derfor erkender Metroxpress nu, at det var en fejl at skrive om Nikola Matišić.

“Vi troede, han var garant for tåbeligheder og nemme grin, men det var desværre spil for galleriet,” udtaler chefredaktør Simon Hovmand Stilling, der nu overvejer, om klovnevinklen i stedet skal bruges til at belyse Enhedslistens rolle under finanslovsforhandlingerne.