Foto: Public domain, Pixabay

Foto: Public domain, Pixabay

En tiårig dreng fra Odense er hverken ramt af ADHD, overintelligens eller andre lidelser, som kan konstateres af læger, psykologer eller pædagoger. Eksperter er bekymrede.

Martin Sørensen fra Odense er tilsyneladende en helt almindelig dreng, der går til fodbold, passer sin skole og leger med kammerater. Men selvom man ikke kan se det, er der en ting, som adskiller Martin radikalt fra kammeraterne: Trods omfattende forsøg er det fuldstændig umuligt at påvise en diagnose hos ham.

Espen Kragh, der er psykiater og ekspert i excessiv børnediagnostik ved Danmarks Pædagogiske Universitet, fortæller, hvad et tværfagligt forskerhold opdagede, da de undersøgte den tiårige.

End ikke sengevæder
“Martin lider ganske enkelt ikke af noget som helst. Vi har tjekket alt, inklusive uddaterede og overlappende diagnoser, men ikke fundet tegn på hverken Aspergers syndrom, ADHD, DAMP, autisme, ordblindhed, overintelligens, ADD, Tourettes syndrom, generaliseret angst, skolefobi, præstationsangst, overdrevne mængder gul galde eller ungdomssløvsind,” siger han og fortsætter med et opgivende suk:

“Han tissede i sengen som fireårig, men da det kun skete en enkelt gang, er det ikke engang nok til en meningsfuld klassifikation som sengevæder.”

Vil foreslå ny diagnose
Da Martins tilfælde er ganske unikt, ved fagfolkene endnu ikke, hvad de skal stille op med ham. Eller hvad det vil betyde for ham fremover, fortæller Espen Kragh.

“Martins forældre er selvsagt meget bekymrede for hans fremtidsmuligheder og sociale liv, for det er klart, at han risikerer at skille sig voldsomt ud blandt jævnaldrende i mange sammenhænge, og at forældrene også kan blive opfattet som mangelfulde. Derfor råder vi dem indtil videre til at sige, at han lider af en diffus form for hypernormalitet.”

Alt håb er dog ikke ude, og eksperterne arbejder nu på, at der i fremtiden kan tages hånd om Martin og andre med samme mangel på problemer.

“Vi har tilsyneladende at gøre med en ny form for lidelse. Indtil videre foreslår vi, at man kategoriserer tilstanden som Manglende Diagnostisk Syndrom eller MDS, hvilket kan være første skridt på vejen til at tage hånd om dette og eventuelt sætte ind med terapeutisk eller medicinsk behandling,” siger Espen Kragh.