Foto: Zatletic, Bigstock

Foto: Zatletic, Bigstock

Først langede DF’eren ud efter Lisbeth Zornig for at have hjulpet syrere til Sverige. Nu anklager Krarup Moder Teresa for “egotrippende udstilling af egen godhed”.

Moder Teresa er internationalt anerkendt for sit arbejde blandt syge, døende og fattige i Indien og er endda blevet saligkåret af pave Johannes Paul II.

Men ifølge folketingsmedlem Marie Krarup (DF) gjorde den katolske nonne, der døde i 1997, sig skyld i at promovere en falsk godhed og næstekærlighed, der kun havde til formål at fremstille hende selv som et bedre menneske.

“Hvis Facebook havde eksisteret dengang, havde vi set Moder Teresa lægge den ene selvfede spedalskheds-selfie ud efter den anden,” skriver Marie Krarup i et blogindlæg med henvisning til det arbejde, Moder Teresa gjorde for mennesker med netop denne sygdom.

Egotripper med fredspris
Den anerkendte nonne optrådte dog ofte i andre medier, blandt andet da hun i 1979 modtog Nobels fredspris og donerede præmiepengene til velgørenhed.

“Det gik jo ikke stille af sig, vel? Nej, alle skulle høre om, at det da var meget bedre, at de penge gik til de fattige i Indien, eller hvor det nu var. Mage til egotrippende udstilling af egen godhed,” fortsætter Marie Krarup i sit indlæg og anklager til sidst Moder Teresa for at bruge sine såkaldt godhjertede handlinger til at fremme en forkastelig politisk dagsorden:

“Kvinden var albaner, men brugte sit liv på at hjælpe en helt anden befolkningsgruppe, som om vores opgave er at redde hele verden. Nej da, vi skal forsvare eget territorium, og det bliver kun sværere, når en rollemodel som hende viser, at albanere endelig bare skal rejse ud. Hvad nu, hvis typer som hende søger mod Danmark i stedet for Indien?”

Røgelse og teater
Adspurgt af RokokoPosten om, hvorvidt Moder Teresas stærke tilknytning til kristendommen trods alt ikke tyder på en vis åndelighed, svarer Marie Krarup:

“Altså, hun skrev til en præst, at hun følte tomhed under sine bønner. Så kan man gå nok så meget rundt i en romantiseret slum, men hvis ikke man mærker Guds nærvær, er det simpelthen for slapt.”

Og man skal huske, tilføjer folketingsmedlemmet, at nonnen jo var katolik, ikke protestant:

“Stol aldrig på papister; det er ren røgelse og teater!”