Foto: Vadimborkin, Bigstock

Mennesker og zombier kan sagtens leve side om side, hvis bare man tager simple forholdsregler og eksempelvis har lidt hjernemasse i lommen, fortæller ekspert i levende døde.

Det har vakt international opsigt, at der efter mange års fravær er observeret zombier ved Jerslev i Nordjylland. Ifølge Rolf Ankersen, der forsker i levende døde på Københavns Universitet, er der grund til at glæde sig over, at der nok engang er fritgående zombier i landsdelen.

”Først og fremmest er det et enormt fremskridt for biodiversiteten, der som bekendt skaber livskvalitet og økologisk mangfoldighed,” siger Ankersen, da RokokoPosten møder ham i hans andelslejlighed på Vesterbro i København.

”Derudover er det vigtigt at sige, at man ikke skal være bange, hvis man møder en zombie. De er helt harmløse, medmindre du tirrer dem, for eksempel ved at vise frygt for, at de har spist din familie,” uddyber forskeren.

Hav hjernemasse i lommen
Rolf Ankersen understreger dog, at en del zombier kan have en særlig appetit for hjernemasse, som kan gøre dem farlige for mennesker.

”Det kan heldigvis let løses, ved at alle beboere i området, hvor der er set zombier, har en smule hjernemasse i lommen. Hvis man møder en zombie, kan man bare kaste hjernemassen hen til den og skynde sig væk, mens den spiser,” siger han.

Ankersen påpeger, at det ikke behøver at være menneskelig hjernemasse, men sagtens kan være hjernemasse fra eksempelvis hunde, grise eller køer.

”Og dyr er der jo masser af i Jylland, så det bliver nok ikke noget problem,” siger han.

Sugede knoglemarv ud af labrador
En af dem, der har oplevet zombierne på nærmeste hold, er 57-årige Lene Johansen, der til daglig arbejder som SOSU-assistent i Brønderslev. Da hun ikke bor i København, kan RokokoPosten ikke besøge hende, men det er lykkedes at få en kommentar via telefon.

“Ja, det er Olsen, maleren. Jeg så ham stå og suge knoglemarven ud af min labrador, Molly. Det var selvfølgelig lidt kavt (en nordjysk udgave af ‘træls’, der er en jysk udgave af ‘nederen’, red.). Men hun var også bleven lidt gammel, Molly. Og det må også være lidt svært for Olsen sådan at vågne op som zombie efter at have ligget i jorden. Han var også bleven så mager, jeg tror ikke, han får så meget at spise, for hans kone er ikke genopstået endnu, så det må også være lidt svært. Og vi skal jo alle sammen være her,” siger hun.