Foto: Aaron Amat, Bigstock

Som den første nogensinde er det lykkedes en 29-årig mand fra Vesterbro i København at gennemføre Tinder efter mere end 3000 dates.

Torsdag aften var helt særlig for den 29-årige dramaturgistuderende Martin Christensen fra Vesterbro. Den dag blev han nemlig den første nogensinde, som gennemførte Tinder. Det skete, efter at han igennem mere end tre år havde været på date med alle appens kvindelige brugere inden for en radius af 50 kilometer fra sin lejlighed.

Græd af glæde
“Da jeg gik hjem fra min sidste date på Andy’s Bar med en 31-årig receptionist fra Taastrup, tog jeg min telefon frem og forsøgte at swipe til højre. Men pludselig tonede en besked frem og fortalte: ‘Der er ingen nye i nærheden eller andre steder overhovedet. Du har vundet i Tinder. Tillykke!’,” siger Martin Christensen og fortsætter:

“Jeg må indrømme, at jeg græd af glæde, for jeg kunne simpelthen ikke tro, at det endelig var lykkedes. At alle de mange formålsløse dates og intetsigende konversationer over dårlig rødvin endelig havde båret frugt.”

Martin fortæller, at han kun nåede sit mål ved at tilrettelægge hele sit liv omkring Tinder og træne benhårdt.

“Hvis man ikke er fokuseret, er det enormt let bare at droppe Tinder til fordel for sociale aktiviteter, fitness eller Netflix. Man bliver nødt til at stå op hver dag og indstille sig på at møde mindst fire medlemmer af det modsatte køn til kedelige samtaler om ligegyldige ting og endda risikere, at det ender med dårlig sex,” fortæller han og kommer med et eksempel:

“Det sværeste var at komme igennem en date med en 54-årig kunsthistoriker fra Nordvest, der ikke kunne tale om andet end bulgarsk nonfigurativ kunst fra de tidlige 1960’ere. Men det er lige præcis i den slags situationer, man skal holde fast og huske, at man ikke er der for at have det sjovt, men for at vinde.”

Vil sætte sig nye mål
Martin Christensen har dog ikke tænkt sig at hvile på laurbærrene, efter at han har gennemført Tinder. Derimod vil han sætte sig nye mål.

“Lige nu er jeg naturligvis tilfreds, men jeg fornemmer også en form for eksistentiel tomhed. Derfor overvejer jeg, om jeg vil gennemføre den Tinder-lignende app Grindr eller satse på at excellere inden for en helt ny genre og prøve kræfter med computerspillet League of Legends.”