Foto: Kryzhov, Bigstock

Med et billede af sin uretoucherede overkrop, hvor han overhovedet ikke trækker maven ind, har en tømrer fra Skive rettet et modigt slag mod midaldrende mænds kropsnormativitet.

Thomas Svendsen er 42 år gammel, tømrer og fra Skive. Torsdag eftermiddag lagde han et foto på det sociale billedmedie Instagram, der var noget ud over det sædvanlige.

Han fremviser nemlig sin nøgne overkrop: overbelyst, uretoucheret og helt uden, at han trækker maven ind.  Ifølge Thomas Svendsen er der nemlig alt for meget overfladisk kropsnormativitet på de selfier, som mange midaldrende mænd lægger online, og det vil han gerne gøre op med.

“Jeg synes, at det er et stort problem, at så mange af mine jævnaldrende simpelthen ikke har lyst til at vise, hvordan den autentiske mandlige krop ser ud. Vi er faktisk ret mange, som er omkring 1,8 meter høje og vejer cirka 103 kilo, men ligger under for fuldstændig urealistiske idealer for, hvordan man skal tage sig ud, fordi folk altid viser sig fra deres bedste side,” forklarer han.

Overvældet af reaktionerne
Thomas Svendsen fortæller, at han er blevet overvældet af reaktionerne på sit foto.

“Jeg har fået 31 likes på billedet, og de mere end ti kommentarer, som er kommet, har i altovervejende grad været positive. Folk har eksempelvis skrevet ‘Hvor er du bare modig’, og min mor skrev, at jeg altså stadig var en rigtig flot og velnæret fyr.”

Helt forskånet for kritiske kommentarer er Thomas dog ikke blevet.

“En enkelt kollega har spurgt, om jeg måske ikke skulle ‘smide en smule af dunken’,” fortæller Thomas Svendsen og tilføjer, at det faktisk gjorde ham lidt ked af det, fordi han synes, at han også er smuk, når han er naturlig.

“På den anden side er han også lidt af en nar ude på byggepladsen, så jeg regner med at give det fat-shamende svin en ordentlig omgang med et af vores meterlange metal-vaterpas en af dagene.”

Vil gøre op med tabu om hår på bagdelen
Thomas Svendsen fortæller, at de positive reaktioner har fået ham til at overveje, om han næste gang skal tage et billede af, hvordan den øverste del af hans bagdel ofte titter op over kanten på hans jeans fra Jack & Jones.

“Jeg synes, det kunne være spændende, fordi mange mænd altså ser sådan ud til daglig, og at det desuden vil være en oplagt anledning til at rette et slag mod den fremherskende norm om, at meget behårede mandlige bagdele ikke er tiltrækkende.”