Foto: Steen Brogaard, Ft.dk

Højrefløjen kan sagtens bruge endnu et parti, siger DF-folketingsmedlemmet, der vil kæmpe for finkulturel indvandringskritik og genindføre Kalmarunionen.

For knap et halvt år siden blev Morten Messerschmidt valgt ind i Folketinget for Dansk Folkeparti, som han har været opstillet for siden 2004. Men med inspiration fra Simon Emil Ammitzbøll-Bille og hans nye parti, Fremad, vil den 39-årige politiker gå helt andre veje.

“Højrefløjen har slet ikke nok partier. Vi skal have mindst fem flere for at sikre nok diversitet, især hvad angår det spændende grænseland mellem konservativ nationalisme og nationalkonservatisme samt mellem værdiliberalisme og liberale værdier,” siger Morten Messerschmidt, hvis nye parti, Tilbage, står for en, ifølge ham selv, mere finkulturel linje end Dansk Folkeparti.

“Når vi kritiserer indvandring, skal det ske med et lidt højere lixtal og flere indskudte sætninger. I stedet for at tale om, at islam er noget lort, skal vi henvise til scener fra Mozarts Bortførelsen fra Seraillet eller Tusind og én nat. Partimedlemmer skal kende forskel på rødvinsglas og hvidvinsglas.”

Indlemmer Bornholm i Danmark
Desuden vil Morten Messerschmidt genindføre Kalmarunionen som et alternativ til EU.

“Oprindeligt indbefattede Kalmarunionen kun tre skandinaviske riger, men jeg er åben for, at andre lande kan være med. Eksempelvis en østudvidelse, hvor vi indlemmer Finland, Sverige og Bornholm i Danmark.”

Partiskiftet har også betydet et stort personligt opgør for Morten Messerschmidt.

Danner par med sopran
“Jeg meldte mig ind i DF i mangel af bedre, selvom jeg hører opera og går med panamahat. Men hvorfor skjule min sande identitet længere?” spørger han retorisk og afslører, at han heller ikke danner par med bakkesangerinde Dot Wessman, men har været gift med en sopran fra Den Jyske Opera siden 2005.

Dobbeltspillet startede, da Wessman ifølge Messerschmidt skulle bruge finkulturel kapital i forbindelse med et lån.

“Det har fungeret fremragende for os begge i over ti år, men nu må vi stoppe,” siger han og tilføjer, at Wessmans nuværende kæreste, en murer fra Høje Gladsaxe, også er træt af arrangementet.