Foto: Alonaphoto, Bigstock
Hun var rent ud sagt en ulidelig mokke. Det mener Erna Jacobsens efterladte, der derfor åndede lettede op, da den 91-årige kvinde endelig stillede træskoene.
“I en situation som jeres er det helt naturligt at vakle i troen. Det er ikke sådan, man forestiller sig en god, kærlig og retfærdig Gud. Men I skal vide, at Gud kan rumme jeres vrede og tvivl, og det er helt i orden at spørge ham: ‘Hvorfor, Gud? Hvorfor skulle vi trækkes med Erna så længe?'”
Sådan faldt præstens ord lørdag eftermiddag til 91-årige Erna Jacobsens begravelse. Den rummelige landsbykirke var fyldt til randen med mennesker, der alle havde kendt Erna og derfor nærede et dybfølt ønske om at fejre, at hun langt om længe var afgået ved døden og ønske den nærmeste familie, især Ernas børn på 73, 67 og 65 år, hjerteligt tillykke med, at de endelig slap af med Erna.
Bevægende taler
Efter ceremonien var der traditionen tro gravøl i sognegården. Her samledes de mange efterladte for i fællesskab at ånde lettede op, skåle og holde de taler, der ikke kunne holdes, mens Erna var i live.
“For nogle år siden oplevede jeg, som de fleste af jer ved, den store sorg, at jeg måtte fejre min 70-årsfødselsdag med min mor iblandt os. Nu håber jeg, at den gode Gud vil holde hånden over mig, til jeg fylder 75. Så lover jeg, at jeg holder et brag af en fest, hvor ingen skal ligge under for den sindssyge mæfikke,” lød det fra Jens Jørgen Jacobsen, Ernas ældste søn, der også huskede sine børn og børnebørn i talen:
“Det har især været smertefuldt for lille Andreas, hver gang en af hans kammerater fra børnehaven og skolen mistede en bedste- eller oldeforælder. ‘Hvorfor er det ikke min oldemor, der er død?’ har han spurgt sin mor, min kære datter Elisabeth, igen og igen, og det har næsten ikke været til at bære, når vi har måttet fortælle ham, at olde nok desværre bliver meget, meget gammel.”
Endelig fået fred
Ernas yngste barn, 65-årige Hanne, understreger, at glæden over moderens død ikke skyldes udsigten til en stor arv.
“Hun efterlader intet af værdi, men det gør ikke noget. Det eneste, der betyder noget, er, at vi endelig har fået fred,” siger hun.
