Foto: StockSnap, Pixabay

Foto: StockSnap, Pixabay

En tragisk hændelse, hvor en vestjysk mand bed en hund, ser nu ud til at skabe præcedens som journalistisk metafor.

Fredag trykte stort alle medier nyheden om en 41-årig mand fra Esbjerg, der overraskende bed en hund i benet. Nu mener flere danske medieforskere, at netop den historie bør fremdrages som eksempel på, hvornår en hændelse er indlysende sensationel og derfor interessant for journalister.

“Vi har længe tænkt over, hvordan man hurtigt kunne demonstrere nyhedskriteriet for sensation,” forklarer Jon Garff, forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus, og fortsætter.

“Efter års brainstorming var det bedste, vi var kommet på, ‘radikal kernevælger set med ikke-gourmetkaffe’, men det eksempel er både politisk ladet og alt for langt.

Ikke noget man ser hver dag
Derfor er Jon Garff, selvom han ikke vil opfordre til, at man selv bider hunde, svært begejstret over fredagens dyremishandling.

“Hundebidningen illustrerer virkelig godt, hvornår en begivenhed er relevant for læseren. For hvis det var en hund, der bed en mand, så havde det simpelthen ikke været en nyhed. Det sker jo hele tiden. Men en mand, der bider en hund, er ikke noget, man ser hver dag.”

Forskningschefen forklarer, at man nu kan gå videre til den næste udfordring inden for fyndige læresætninger på journalistuddannelserne.

“Nu skal vi så  greje, hvordan man med en enkelt fyndig sætning forklarer, at journalister i stedet for blot at fortælle, at en person for eksempel er glad, i stedet viser det gennem beskrivelser af vedkommendes adfærd og udsagn. Men det er virkelig en hård nød at knække.”