Uoverensstemmelser i ledelsen var den officielle forklaring på fyringen af Radio24syvs kanalchef, Mads Brügger. Nu kan RokokoPosten afsløre, at den rigtige årsag har at gøre med en flok afrikanske pygmæer, en stegt gris og en hytte af afføring.

Tidligere kanalchef på Radio24syv, Mads Brügger, blev mandag eftermiddag fyret fra stationen med øjeblikkelig virkning.

Ingen af parterne har ønsket at forklare sagen nærmere. Men nu står Mads Brügger frem.

Til RokokoPosten fortæller Brügger, at han går all in, når han laver dokumentarer. Derfor inviterede han en flok afrikanske pygmæer til Danmark og ind på Radio24syv i forbindelse med researchen til sin nye dokumentarfilm, der ligesom hans seneste omdiskuterede film, “Ambassadøren”, foregår i Afrika.

Pygmæerne udnyttede min gæstfrihed
Desværre benyttede Batwa-pygmæerne lejligheden til at skabe total ravage, mens Brügger var gået ned for at købe frokost.

“Jeg havde bedt dem vente på mit kontor, men da jeg kommer tilbage, lugter der af brændt kød, og jeg finder dem inde på Ramskovs kontor (Jørgen Ramskov, administrerende direktør på Radio 24syv, red.), hvor de danser lystigt rundt om et kogebål og en stegende gris, mens de synger i et forsøg på at komme i kontakt med deres forfædre,” forklarer Brügger, der føler, at pygmæerne har udnyttet hans gæstfrihed på det groveste.

Ude af stand til at kontrollere situationen ser Brügger sig nødsaget til at kalde på hjælp. Sammen med tre teknikere og radioværten Jarl Cordua får de overmandet de vilde pygmæer. Det lykkes dog to af dem at vriste sig fri, hvorefter de forsvinder.

“Vi finder dem i studie 2, hvor de har bygget en lille hytte af afføring,” fortæller Brügger, der sammen med Cordua får beroliget Batwa-pygmæerne.

Truede Ramskov med giftpile
Men da Jørgen Ramskov dukker op i studiet, føler pygmæerne sig truede.

“Dzanga Zanga (stammens leder, red.) sigter direkte på Ramskov med en giftpil, men lægger den fra sig, da jeg giver ham en mikrofon. Han troede sikkert, det var et bedre våben,” forklarer Brügger.

Pygmæerne er nu sikkert tilbage i Uganda. Efter den korte visit i København har Dzanga Zanga dog afslået at medvirke i Brüggers kommende film.

Mads Brügger er stadig chokeret, mest over fyringen.

“Hvis man vil lave journalistik, der rykker noget i folks bevidsthed, er man nødt til at gå nye veje, og der tænker Ramskov og de andre i ledelsen nok mere traditionelt,” slutter han.