Hateren har det ikke let. Allerhelst vil den bare have lov at stå i fred. Men så snart en flok unge fra hiphopmiljøet genkender den, kommer de farende for at lægge den ned.
Det er lørdag aften. Klokken er rundt regnet midnat. På hjørnet mellem Nyboesgade og Vedelsgade i Vejle står en sær, formummet skikkelse. Lige så stille står den og skuer ud i mørket.
Lidt derfra kommer en flok larmende, unge mennesker væltende ud fra en koncert i Bygningen overfor. De nærmer sig skikkelsen. En af dem standser op og stirrer. Så råber han: “Hey, se – der står Hateren!” Han styrter derhen med resten af flokken i hælene.
“Læg den hater ned!” råber de. Og så lægger de den ned og haster videre.
Harmløs og glad for verden
Råbene fra de unge dør bort. Skikkelsen rejser sig forsigtigt og børster sig af. Den stiller sig lidt længere ind i mørket i håb om ikke at blive set. Men flere hujende unge mennesker kommer forbi og opdager den.
Og så lægger de den ned.
RokokoPostens reporter tilbyder en hånd, så den kan komme op at stå. “Tak, homie,” siger Hateren.
Vi stiller os længere ind i mørket, og Hateren fortæller, at det er blevet “fucking svært” at stå i fred efter, at “et par paphoveder fra 8210” er begyndt at rappe budskaber om, at Hateren skal lægges ned.
Faktisk er Hateren et helt misvisende ord, hævder den. For den er sådan set ganske harmløs og glad for verden:
“Før alt det her med at lægge mig ned gik jeg hver nat ud for at stå helt stille og kigge på stjernerne. Jeg elsker at stå op. At stå op og kigge ud i natten og tænke på de små fugle, der sover trygt i mørkets skjul, og blomsterne, der lydløst suger dug og vibrerer i takt med universet.”
Mere når den ikke at sige, før en ny gruppe styrter imod den og lægger den ned.
Gid Fanden havde L.O.C.
Hateren sukker og overvejer at blive liggende. At blive liggende for altid. At opgive drømmen om at kunne blive stående. Blive stående og fundere over livet. Kigge på stjernerne.
Den drømmer om, at folk vil lade den være. Så ville den bare stå der og stå. Gruble. Reflektere. Måske skrive en digtsamling om harmoni og indre fred.
“Selvom jeg da af og til ønsker mig en ordentlig gøb. Bare for at kunne forsvare mig. Bare for at få lov at stå.”
Den når lige at rejse sig, før endnu en folkemængde kommer farende og lægger den ned.
“Gid Fanden havde L.O.C.,” mumler den indædt.