Torben Carlsen fra Hillerød fik kage til sin fødselsdag, selvom han mistede begge sine arme i en arbejdsulykke. Hans tilfælde er ikke enestående, men det hører til undtagelserne, udtaler socialforsker.

Egentlig glædede Torben Carlsen sig ikke rigtig til sin fødselsdag. Humøret har nemlig ikke været i top, siden han lige efter jul sad fast i en maskine til industriel fremstilling af fødevarer og måtte have begge arme sat af.

Men så fik han sit livs overraskelse. Sidst på eftermiddagen ringede det på døren, og kort tid efter lukkede Torbens handicaphjælper, Erik, fem af Torbens bedste venner ind.

“Det var ikke så meget det, at de kom på besøg, for det havde de talt om,” fortæller Torben Carlsen.

“Men de havde en kæmpestor kage med til mig, som de hjalp mig med at spise. Jeg fik næsten ondt i maven – så meget fik jeg!”

Ingen regel uden undtagelse
Socialforsker Iben Tinholt bekræfter over for RokokoPosten, at det faktisk somme tider sker, at man får kage, selvom man ingen arme har. Men det hører til undtagelserne.

“Den gyldne regel, ‘ingen arme, ingen kage’, holder generelt betragtet,” udtaler hun.

Men Torbens tilfælde er ikke unikt, fortæller Tinholt.

“Alene herhjemme er der konstateret hele otte tilfælde, hvor mennesker uden arme har fået kage. Men det er stadig uendeligt få sammenlignet med alle dem, der gennem historien ikke har haft arme og heller ingen kage har fået. Så reglen gælder stadig.”


Har du ...

Se resultater