Det Konservative Folkeparti begæres konkurs. Efter store tab af markedsandele er selskabet nu insolvent og må gå i betalingsstandsning.
Kollapset kommer efter mange års turbulens hos både bestyrelse, ledelse og den øvrige medarbejderstab i Det Konservative Folkeparti (DKF, red.). Trods utallige forsøg med sociale strategier, forretningstiltag og nye direktører er underskuddet stadig så massivt, at selskabet nu drejer nøglen om og begæres konkurs.
Mission impossible
Trods krisen i 1980’erne var DKF et af Danmarks største selskaber, og kunderne strømmede til. Men siden da er det kun gået ned ad bakke. Kunderne støtter ikke længere selskabet, og de seneste 10 år har DKF mistet over 50 procent af deres markedsandele til konkurrenterne.
I 2011 trådte endnu en ny direktør til, og både bestyrelsen og medarbejderne håbede, at netop hans indsats kunne redde det nødlidende selskab. Men missionen synes umulig.
“Vi synes, vi har et godt produkt, men jeg må erkende, at meget få andre er af samme opfattelse. Det tager vi konsekvensen af,” udtaler administrerende direktør, Lars Barfoed, der nu har indleveret konkursbegæring.
Illoyale medarbejdere
Efter mange år med fornuftige cost-benefit-analyser og en sund forretning, der gav overskud, begyndte de røde tal for alvor at vise sig på bundlinjen, da flere medarbejdere forlod selskabet. En startede sågar sin egen virksomhed sammen med to mandlige konkurrenter og forøgede således DKF’s underskud gevaldigt.
“En del af ansvaret for vores konkurs skal findes hos de illoyale medarbejdere, der stak af. Man træder jo ikke på folk, der allerede ligger ned,” lyder det fra afdelingsleder, Brian Mikkelsen, der nu skal afskedige den resterende stab i DKF.