På trods af smerter, svimmelhed og flere besvimelsesanfald nægtede en 38-årig mand at gå til lægen. Nu har lægebesøget øget hans livskvalitet.
Mark Hancke Rasmussen er en mand. En rigtig mand med stort M. Sådan en, der ikke render til lægen, bare fordi han har det elendigt det meste af tiden. Men for få dage siden måtte Mark alligevel bide både stædig- og stolthed i sig og tage til lægen efter, at han besvimede på vej hjem fra arbejde.
“Det er ingenting”
Det startede med periodevis svimmelhed, der på kort tid blev konstant. Så kom smerterne i nakke og ryg, men Mark Hancke Rasmussen nægtede stadig at tage til lægen og blive undersøgt.
“Jeg kunne se, at han var skidt tilpas. Han var svimmel, det sortnede for hans øjne, og hans blik blev sløret. Det var så frustrerende at se på,” fortæller Marks kæreste, Lena Johansen, der længe har forsøgt at overtale Mark til at tage til lægen.
“Hver gang, jeg bare nævnte ordet læge, kiggede han underligt på mig og brummede ‘Hold nu op, det er ingenting’,” fortæller Lena.
Stadig en rigtig mand
Da Mark for få uger siden dejsede om på en løbetur, blev Lena så bekymret, at hun igen bragte lægen på banen.
“Jeg sagde, at det ikke gjorde ham mindre mandig at tage til lægen. Men han er både stolt og stædig,” sukker Lena.
Men da Mark endnu en gang fik et ildebefindende og besvimede på vej hjem fra arbejde, blev han tvunget til at tage til lægen. En taxachauffør så Mark falde om og tog hurtigt affære.
“Jeg ville køre ham til den nærmeste skadestue. Han kunne jo have fået en hjernerystelse af faldet. Det nægtede han. I stedet rakte han mig surt sit sygesikringskort,” forklarer taxachaufføren, der kørte Mark til lægen.
Skal have briller
Efter at have taget nogle blodprøver kunne lægen konstatere, at Mark ikke fejler noget alvorligt. Han har blot en lav blodprocent, hvilket forklarer svimmelheden og smerterne, der kan klares med jerntilskud og nogle simple øvelser.
Lægen foretog også en synsprøve, der viste, at Mark skal bruge briller, hvis han vil slippe helt af med både svimmelhed og besvimelsesanfald. Ifølge Lena har Mark nu modvilligt ladet sig overtale til både at tage jerntilskud og bruge briller.