Brok er hverken værre eller bedre end konstruktiv dialog, hvad problemløsning angår. Men brok har andre fordele, og derfor foretrækker et stort flertal af danskerne at brokke sig.

Katrine Søndergård er træt af pis. Så kontant er udmeldingen fra den 34-årige bibliotekar fra Viborg.

Hun er en af de mange danskere, der hellere vil brokke sig end at indgå i en konstruktiv dialog for at løse problemerne. Det skyldes, fortæller Katrine Søndergård, at den konstruktive dialog ofte ender med at skabe nye problemer.

“Men når jeg brokker mig til vennerne over fx mine kollegers tumpede opførsel, får jeg afløb og behøver ikke løse noget,” siger hun.

Konstruktiv dialog skaber nye problemer
Ifølge en undersøgelse foretaget af RokokoPostens eget analyseinstitut, RokokoPolls, er otte ud af ti danskere enige med Katrine Søndergård.

Og det er der god grund til, mener psykolog Lars Frederiksen.

“Langt de fleste mennesker vil i løbet af en almindelig dag opleve adskillige ting, der går dem på nerverne. Ganske enkelt fordi mennesker er forskellige og har forskellige opfattelser af, hvordan man bør opføre sig.”

Lars Frederiksen understreger, at hvis man opfordrer til en konstruktiv dialog for at løse et konkret problem, så definerer man noget som et problem, hvilket de implicerede ikke nødvendigvis er enige i.

“Derimod tager man ansvaret på egen kappe, hvis man nøjes med at hælde vand ud af ørerne over for familie og venner derhjemme, og det er langt mere konstruktivt i længden.”

Brok skaber psykisk ubalance
Det er dog ikke alle psykologer, der er enige med Lars Frederiksen. Leder af Center for Samarbejdstrivsel, Helene Drejer, mener, at konstruktiv dialog er et fremragende værktøj, og at brok skaber psykisk ubalance.

“En arbejdsplads er et fællesskab, og hvis en person har et problem, har alle et problem. Derfor er det helt essentielt, at man taler om tingene, efterhånden som de opstår,” fortæller hun og nævner som eksempel en arbejdsplads, hvor det lykkedes at få en kollega til at holde op med at pille næse.

“Medarbejderens næsepilleri irriterede en af kollegerne så meget, at hun havde svært ved at abstrahere fra det. I starten gik hun bare og brokkede sig over det, når hun kunne slippe af sted med det. Men hendes kollega anede jo ikke, at han var et problem, og derfor var det først, da hun tog sagen op på et gruppemøde, at han fik chancen for at ændre sig.”

Fra frustration til selvtilfredshed
Katrine Søndergård har dog ikke tænkt sig at ændre adfærd.

“Jeg synes jo ikke, at det er mine kollegers problem, at de går mig på nerverne. Jeg går sikkert også dem på nerverne, og jeg ville sgu da heller ikke orke, at de kom rendende i tide og utide for at tale konstruktivt med mig om, hvordan jeg kunne holde op med at være mig.”

Men den tilgang til fællesskaber er dybt problematisk, mener Helene Drejer. Ikke mindst for Katrine selv:

“Man må ikke underkende, hvor dejlig en følelse det er at have sagt på en pæn måde, hvorfor andre menneskers adfærd generer en, og den følelse frarøver Katrine sig selv, når hun insisterer på at gå og være bittersur og brokke sig.”