Foto: Vaitekune, Bigstock

Ananas i egen juice vil ikke længere være synonym med danskeres selvfedme på sociale medier. Nu lancerer ananassen en marketingindsats, der skal stoppe misbruget og rebrande konservesfrugten.

#AnanasIEgenJuice. Således afvæbnende selvironisk starter utallige danske LinkedIn- og Twitter-posts dagligt. Derefter følger skamløs og ublu selvros i rigelige mængder. Det får nu den globale forening AAA (Ananasses Against Abuse) til at sige stop efter mange års misbrug.

“Vi er temmelig gale i skrællen over, at vores navn konstant associeres med danskernes selvoptagethed og kedsommelige pral over egne meritter, hvor de bruger vores frugtige sødme som undskyldning for at rose sig selv. Både vores brand og juice er blevet udvandet i utålelig grad,” udtaler foreningens talsananas, som undrer sig over, at tomat i egen sovs eller ferskner i egen lage aldrig har oplevet samme misbrug.

Alle forretningsområder er ramt
Foreningen har ængsteligt fuldt det faldende salg af ananasringe i egen juice, ananasstykker i egen juice og tilmed friske ananas. Og de er ikke i tvivl om, at det skyldes associationen til danskernes hang til selvros på de sociale medier.

“Tidligere var det ‘in’ at drikke Piña Coladas på barerne, men nu drikkes de kun af blegfede danskere på Solkysten. Vi var også tidligere fast inventar på mange pizzaer, men nu er det åbenbart ikke ‘nyt nordisk’ nok for danskerne. Det samme gælder rejecocktailen, hvor vores flotte, gule ringe ellers altid har hængt så fint på siden af glasset,” siger ananassen.

Stor rebranding i gang
Ananasses Against Abuse har derfor besluttet at omdefinere sig selv og har hyret det danske stjernebureau Sleek Zebra with Obsidian Impact til at forny og genrejse ananasbrandet.

“Vi har sammen med bureauet fået mange gode, nye navne i spil. Lige nu overvejer vi ‘Ananas i granatæblesaft med et strejf af citrongræs og birkebark’, da det lyder eksklusivt nordisk og er alt for langt til, at danskerne gider skrive det eller evner at stave det korrekt på sociale medier.”

AAA håber på i løbet af 2019 at udfase al ananas i egen juice i de danske supermarkeder såvel som på de dansksprogede sociale medier.