Foto: Lars Schmidt, Wikipedia

Foto: Lars Schmidt, Wikipedia

Siden folkeskolereformen blev implementeret, er det danske vejr blevet værre. En forventelig konsekvens af den uansvarlige skolepolitik, siger lærerformand Anders Bondo Christensen.

Rigtig mange danskere har bemærket, at vejret de seneste 4-5 måneder er blevet gradvist dårligere. Det er gået fra at være domineret af varme og mange solskinstimer til at være præget af regn, slud og kulde. Og det er der en helt logisk forklaring på, hvis man spørger formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen.

Politisk kulde smitter
“Det dårlige vejr er en uundgåelig konsekvens af det politiske klima,” forklarer han.

“Elementerne bliver naturligvis også præget af det reaktionære sortsyn og den menneskelige kulde, som udgår fra Christiansborg og nu altså har lagt sig som en tung dyne af klam kulde og mørke over hele landet,” siger han.

Heldigvis er det ikke for sent at gøre noget ved situationen, fortæller lærerformanden.

“I Danmarks Lærerforening vil vi meget gerne være med til at bringe det solskin og den livsglæde, som Christine Antorini (undervisningsministeren, red.) har stjålet, tilbage i danskernes tilværelse. På baggrund af egne upartiske analyser foreslår vi en løsning, der indebærer, at der stilles færre krav til landets lærere kombineret med en lønfremgang på 15,3 procent samt en 117. ferieuge,” siger han og tilføjer, at foreningens analyser tyder på, at en sideeffekt vil være, at gaderne kommer til at flyde med mælk og honning.

Risikerer fimbulvinter
Hvis ikke man følger de anbefalinger, vil Anders Bondo Christensen ikke svare for konsekvenserne, som muligvis rækker langt ud over landets grænser.

“Selvfølgelig vil jeg ikke sige, at den forværrede situation i konflikten med Islamisk Stat og mellem Israel og Palæstina også skyldes en uansvarlig og kortsigtet dansk skolepolitik. Men det er dog yderst påfaldende, at det også alt sammen er eskaleret siden vedtagelsen af reformen, så naturligvis tænker jeg mit,” siger formanden.

Forlydender om, at der gradvist over de seneste par uger er kommet flere lyse minutter hver dag, afviser Anders Bondo Christensen dog fuldstændig med henvisning til en analyse fra Danmarks Lærerforeninge, som fastslår, at Danmark på sigt vil blive ramt af en permanent natsort fimbulvinter, medmindre skolereformen rulles tilbage.