Efter flere ubehageligt kritiske spørgsmål fra nærgående journalister har Folketingets Præsidium indført et delvist spørgeforbud. Det er dog kun spørgsmål om politik og andre emner, der kan gøre politikere utilpas til mode, som bliver bandlyst.

På Christiansborg har de fleste politikere længe  misundt faderen i den opbyggelige sang om Spørge-Jørgen og ønsket, at de kunne give journalisterne en endefuld og sende dem på hovedet i seng.

For dag ud og dag ind har hårdtarbejdende parlamentarikere døjet med nyfigne journalisters uendelige strøm af bedrevidende spørgsmål om dit og dat. Så ville reporterne vide noget om finansloven, så var det SU-nedskæringerne – nysgerrigheden ville ingen ende tage.

Men nu har Folketingets  Præsidium langt om længe trukket en streg i sandet og forbudt alle spørgsmål om politik og emner, som politikere kan finde grænseoverskridende.

Skal kende deres plads
Præsidiets formand, Mogens Lykketoft, understreger, at man ikke har noget mod journalisterne.

“Selvfølgelig skal der være plads til dem, men de bliver nødt til at kende deres plads,” siger han og forklarer, at politikerne altså har  Christiansborg som arbejdsplads og laver vigtige ting i folkets tjeneste.

“Man må huske på, at det ikke duer, hvis journalisterne opbruger alle spørgsmål. Hvad skal Frank Aaen og Ellen Trane Nørby så lave?”

Nogle spørgsmål tilladte
Det er ikke alle spørgsmål, der forbydes, forklarer et andet medlem af præsidiet, Bertel Haarder.

“Selvfølgelig må journalister stille kritiske spørgsmål,” siger Bertel Haarder og forklarer, hvor stor den journalistiske rummelighed stadig er.

“For eksempel spurgte Kaare R. Skou forleden, om jeg ikke brugte lige rigelig mælk i kaffen, hvilket fint understreger, hvor skarpt journalister kan agere inden for de nye retningslinjer,” siger Bertel Haarder.

I skammekrogen
Ifølge Præsidiets nye retningslinjer vil uvorne journalister blive sendt i skammekrogen, til de lærer at opføre sig på en måde, som kan accepteres af repræsentanterne for den lovgivende magt. Mogens Lykketoft afviser imidlertid bastant, at det skulle betyde en indskrænkning af den journalistiske frihed.

“Det er en absurd anklage. Journalister, der ikke stiller nærgående eller kritiske spørgsmål om politik har al den frihed, de overhovedet kan spise. Det er jo ikke Nordkorea eller Zimbabwe det her,” forklarer han.