Snusfornuftige mennesker landet over jublede, da deres mest afholdte bemærkning i går fik status af autentisk argument frem for letkøbt vrøvl.

“Vi danskere har vist ikke nogen rigtige problemer, hvis den slags kan få sindene i kog.”

Sådan har 54-årige Inge Villemann ofte udtrykt sig i internetdebatter og samtaler omkring spisebordet derhjemme, og i lang tid har både hendes familie, vennerne og Danmark i det hele taget været enige om, at sætningen er en letkøbt metode til at hæve sig over en debat, som man ikke kan bidrage med noget fornuftigt til.

Elsker at smile overbærende
Sådan er det ikke længere. Den internationale debatforening DIM (Discussing Important Matters, red.) medtog i går aftes udtalelsen på deres liste over rigtige argumenter, der bliver revideret hvert år.

“Selvom det altid har givet mig sådan en dejlig varm fornemmelse at smile overbærende, mens jeg bagatelliserede danskernes problemer, har jeg samtidig haft en nagende følelse af, at jeg bare ævlede. Heldigvis kan jeg nu konstatere, at min kritik faktisk har været lødig hele vejen igennem,” udtaler Inge Villemann, der på det seneste har hævet sig over debatterne om amning, den muslimske censor, der ikke vil give hånd til kvinder, samt sin mands bekymring over størrelsen på familiens carport.

DIM, der består af journalister, filosoffer, forfattere og debattører fra hele verden, udgiver hvert år en liste over nye ægte argumenter, hvor de forklarer, hvorfor netop disse udtalelser ikke bare er tilfældig snak.

Udvider debathorisont
“Sætninger som ‘Vi er søreme navlepillende her i lille Danmark’ og ‘Kan det virkelig være noget at diskutere?’ er aldeles valide måder at fremføre et synspunkt på, og jeg kan virkelig ikke se, at det skulle være nødvendigt at debattere den sag. Jeg mener, har vi ikke andet at gå op i?” lyder det retoriske spørgsmål på DIM’s liste.

Denne forklaring er fuldt ud tilfredsstillende for Inge Villemann, der med DIM’s godkendelse i ryggen planlægger at udvide sin debathorisont:

“Tidligere har jeg brugt de her letkøbte sætninger om danskernes luksusproblemer, men nu overvejer jeg at benytte dem, når folk diskuterer sygdomme, der ikke er livstruende, eller krige med kun lette til moderate dødstal.”