Efter et besøg hos en clairvoyant har Hans Dragsted fået overblik over sine tidligere liv, der næsten alle var korte, slidsomme og helt igennem almindelige.

“Jeg ser en mand af ædel byrd foran mig,” begynder Ilse Schubert med lukkede øjne, mens 54-årige Hans Dragsted sidder forventningsfuld foran hende. Efter mange overvejelser har Hans besluttet sig for at konsultere en clairvoyant for at opklare mysteriet om sine tidligere liv, da han altid har følt, at der var “noget særligt” ved ham. Umiddelbart ser det ud til, at Hans har ret.

“Manden er klædt i en kostelig pels, og ved hans side sidder en smuk, ung kvinde med et guldbånd om håret,” fortsætter Ilse Schubert, men holder så en længere pause. Hans’ øjne er spærret vidt op, mens han venter.

“Et par meter fra denne ædle mand står en simpel bonde. Det er dig, Hans,” konkluderer den clairvoyante.

Uinteressante personer
Hans falder sammen i skuffelse og forbliver siddende med trist mine, mens Ilse Schubert opremser hans mange tidligere liv, der næsten alle har fundet sted i små bondesamfund, hvor mændene arbejdede hårdt i marken, indtil de døde af kopper, pest eller infektioner. Lige som tilfældet er for langt de fleste mennesker, har Hans’ sjæl gennem tiden fundet bolig i uinteressante personer med aldeles ordinære liv.

“Vi kan jo ikke komme uden om, at historisk interessante mennesker som kongelige, eventyrere og den slags altid har udgjort en meget lille promille af befolkningen,” konstaterer Ilse Schubert, der kun en enkelt gang i løbet af karrieren er stødt på et usædvanligt tidligere liv.

“Jeg fik besøg af en kvinde, som engang havde været den dame, der gjorde rent for H.C. Andersens forældres naboer,” fortæller den clairvoyante, der dog kan berolige sine kunder med, at deres nuværende liv ikke nødvendigvis er mere interessant end de tidligere, men at det bare virker sådan i et historisk perspektiv.

Besøger ny clairvoyant
Hans Dragsted, der til daglig arbejder som buschauffør, er dog ikke overbevist og planlægger at besøge en anden clairvoyant for at se, om der skulle være skæbner i hans sjæls fortid, som Ilse Schubert har overset:

“Det kan ikke passe, at jeg, som altid har fået at vide, at jeg var noget ganske særligt, kun har været en simpel bonde!”