En stor gruppe herningensere undskylder kollektivt deres smagløshed og overdrevne driftighed. De lover fremover at have større fokus på opulent luksusforbrug og overklasseæstetik.

I det seneste uger har den midtjyske hedeby Herning været i medierne i en grad, der ikke er set siden One Direction gav koncert i byen. Det sker efter et radioprogram og flere kronikker, hvori to borgerlige københavnske levemænd i 30’erne har været blodigt uenige om værdien af kongehus og fri hash, men dog forenet om et kollektivt had til den uldjyske hovedstad.

Erkender smagløs profitjagt
I Herning har den heftige kritik ført til en uundgåelig selvransagelse og en offentlig undskyldning i flere aviser fra borgere og politikere fra Herning.

“Set i bakspejlet er det indlysende, at det selvfølgelig ikke er nok at skabe vækst og arbejdspladser, hvis man gør det på en uæstetisk og forgrovet måde, som urbane borgerlige flanører finder uappellerende. Vi har simpelthen haft alt for stort fokus på smagløs profit og for lidt på åbne sportsvogne og virkelig dyre rosévine,” siger Hernings borgmester Lars Krarup (V).

Gnags og Heraklit
Flere giver udtryk for, at de føler det som efter syndefaldet, hvor Adam og Eva pludselig opdagede, at de var nøgne. En erhvervsmand fra byen, der ønsker at være anonym, fortæller:

“Prøv at tænke på, at vi tidligere har kørt rundt i Berlingoer og drukket Ceres Export, mens vi hørte Gnags og citerede Heraklit. Vi troede sågar, at det var acceptabel adfærd for borgerlige,” siger han med tydelig græmmelse i stemmen.

Heldigvis er det ikke for sent at blive klogere, fortæller manden, der nu har bestilt en Audi med kaleche og 18 flasker Château d’Esclans’ Garrus Rosé fra 2010. Han planlægger desuden at lade sig skille fra sin kone til fordel for “to søde piger fra 2.g, der godt kan lide jakkesæt og postsokratiske filosoffer”.

Dødsstjerne får stuk
Borgmester Lars Krarup fortæller, at holdningsændringen også kommer til at præge fremtidige anlægsprojekter.

“Nu er det slut med smagløse messecentre, motorveje og åndløs popmusik. I stedet planlægger vi en kopi af Hotel d’Angleterre i dobbeltstørrelse samt en stuk-udsmykning i historicistisk stil af byens dødsstjerne,” forklarer han.