Foto: DIBP images, Flickr

Børn og unge tvinges til at føle sig dumme, fordi ingen af de ni nuværende intelligensbegreber passer til dem. Det skal der gøres noget ved, mener den pædagogiske tænketank Giraf.

Siden psykologen Howard Gardner i 1983 introducerede syv typer intelligens, er der kun kommet to nye til. Men ni intelligenser er slet ikke nok til, at alle kan føle sig kloge, mener den pædagogiske tænketank Giraf, der derfor kræver, at der føjes flere til listen.

“Som det er i dag, taber vi alt for mange børn og unge på gulvet, fordi vi ikke anerkender deres særlige måder at være begavede på,” mener formand Ingelise Davidsen, der sammen med sine medtænkere har udgivet en pjece med titlen “Alle er kloge”. Pjecen indeholder blandt andet forslag til nye intelligenser som “nonproduktiv intelligens” og “kontraintuitiv intelligens”.

Ingen skal føle sig dum
For at forklare, hvorfor det er så vigtigt med flere intelligenser, nævner Ingelise Davidsen drengen Malthe:

“Malthe er hverken god til at læse, skrive, regne, tegne, synge eller at finde på ting at lave. Han har svært ved at læse sine egne og andres følelser, han tænker sjældent på livets store spørgsmål og optræder ofte lidt klodset. Det betyder, at hans lærere har svært ved at møde ham som et begavet væsen, og det giver ham en følelse af at være dum.”

Ingelise Davidsen påpeger, at der er mange børn som Malthe, der tvinges til at føle sig dumme, “fordi andre ikke er kloge nok til at forstå begavelse som noget langt mere bredspektret end som så”.

L’esprit de l’escalier
For eksempel har Malthe flere gange demonstreret en særlig evne til at komme i tanke om ting, han kunne have sagt som svar på tiltale lang tid efter, at nogen har fornærmet ham.

“Det er et fænomen, der er kendt som ‘l’esprit de l’escalier’, men fordi denne evne ikke er anerkendt som en intelligens, føler hverken Malthe eller hans lærere, at den er med til at gøre ham klog.

Derfor optræder l’esprit de l’escalier på tænketankens liste over forslag til nye intelligenser.

“Vi har også evnen til at intet at lave i lang tid ad gangen, evnen til at se på mad, om man kan lide den uden at smage først og evnen til ikke at opdage rod omkring sig på listen,” fortæller hun.

Malthe er ikke drengens rigtige navn, red.