Kirkeministeriet har i mere end 400 år ulovligt indsamlet data om danskernes fødsel, dåb og død. Det er nu slut, efter at samtlige gamle kirkebøger er blevet destrueret i overensstemmelse med EU’s GDPR-forordning.
Det gamle læderomslag krøller sammen, mens det mørnede papir med de snørklede gotiske bogstaver hurtigt bliver til aske. Bålet flammer lystigt og bader hele Kirkeministeriets gård i et klart rødligt skær.
“Så! Det var den sidste,” siger Tollak Frandsen glad, mens han smider endnu en tung gammel bog i ilden: “Så kan vi med stolthed sige, at Kirkeministeriet er 100 procent GDPR-compliant.”
RokokoPosten har mødt Tollak, der er fuldmægtig i Kirkeministeriet og siden maj har arbejdet i en særlig taskforce for at bringe ministeriets dataindsamling i overensstemmelse med EU’s GDPR-forordning.
Data om sognebørn var indsamlet uden samtykke
Kirkebøgerne, der i flere tilfælde var over 400 år gamle, indeholdt data om fødsel, dåb, bryllup og død for indbyggerne i kongeriget Danmark-Norge og var indsamlet helt uden borgernes samtykke. Derved var de i strid med EU’s nye General Data Protection Regulation-forordning, der skal beskytte borgernes privatliv ved at forhindre myndigheder og virksomheder i at indsamle information uden samtykke.
“I begyndelsen var vi overvældede over opgaven. Altså, hvordan behandler man en ældgammel bog? Skal den i småt brændbart, eller skal papiret genbruges?”
Tollak smiler, mens han vifter røgen væk fra ansigtet og fortsætter:
“Heldigvis havde en af mine kolleger en svoger, der arbejder med Københavns byplanlægning. De er allerede godt i gang med at destruere 100 år gamle plantegninger, og han sagde, at vi bare kunne samle hele lortet i en bunke og futte det af.”
EU-datachef: Hidtidige praksis helt uansvarlig
Martin Kroeger, der er fungerende leder af EU’s Databeskyttelseskontor, roser Kirkeministeriet for endelig at have gjort op med århundreders tvivlsom dataindsamlingspraksis.
“Den hidtidige praksis var jo helt uansvarlig. For eksempel kunne enhver gå ind og læse, at lille Anna Sophia blev født i Haderslev Sogn i det Herrens år 1769, og at hendes forældre hed Peder Jessen og Kjerstine Jensdatter. Det er heldigvis fortid, takket være EU’s GDPR-forordning,” siger Kroeger og tilføjer, at han håber, andre lande vil følge Danmarks eksempel, så vi vil se “et hav af bogbål over hele Europa”.