I kølvandet på Pikettys bestseller kommer endnu et omstyrtende værk om økonomiens uransagelige veje: “Klip dig til større vækst” af hårstylist Janne Enø, der ønsker politisk fokus på farve, reflekser og permanent.

Vi kan ikke leve af at klippe hinanden.

Sådan har økonomer og politikere ofte sagt, når de skulle forklare, hvorfor det er nødvendigt, at Danmark skaber vækst gennem international handel og dermed bliver en konkurrencedygtig stat.

Men et nyt og digert værk om de sidste 500 års økonomiske udvikling i et frisuremæssigt perspektiv kan måske være med til at lægge påstanden i graven.

“Det er ganske enkelt ikke rigtigt, at vi ikke kan leve af at klippe hinandens hår. Jeg og mine kolleger har gjort det i årevis,” erklærer hårstylist Janne Enø fra salonen God Hårdag, der denne uge debuterer med den 743 sider lange “Klip dig til større vækst”.

Stor spiller i nationaløkonomien
Værket kommer i kølvandet på den franske økonom Thomas Pikettys sejrsgang med “Capital in the Twenty-First Century”, men i modsætning til Pikettys noget nedslående budskab om ulighed er Enøs tilgang anderledes positiv.

“I et historisk perspektiv er der ingen tvivl om, at hårstylister har været afgørende under både oplysningstiden, industrialiseringen og den digitale revolution. Der er intet til hinder for, at vi igen kan rejse økonomien,” mener den 43-årige frisør og nævner både de kunstfærdigt opsatte parykker i 1700-tallet og den kreative klasses omhyggeligt sjuskede sengehår som højdepunkter i fagets socioøkonomiske bagkatalog.

Ikke nok fokus på klip
Desværre oplever Janne Enø, at danske politikere ikke har nok fokus på de klipningsmæssige muligheder for vækst.

“Folk som Bjarne Corydon og Claus Hjort Frederiksen taler meget bredt om rammebetingelser for virksomhederne, fordi de er bange for at fokusere på det, der virkelig rykker: Farve, reflekser og permanent,” mener Enø, der også langer ud efter Ligebehandlingsnævnet, som sidste år afgjorde, at en frisørsalons prisforskelle på baggrund af køn var i strid med ligestillingsloven:

“Kvinderne skal føle, at de grotesk høje priser garanterer en nærmest overnaturlig skønhedsoplevelse, mens mændene kan føle sig overdrevet snu og sparsommelige, når de kun betaler halvdelen. Det er den slags dynamik, der kan gøre Danmark mere konkurrencedygtigt!”