Havde det ikke været for omverdenens krav om uddannelse og karriere, ville 41-årige Nanna Holmboe formentlig have indset, at hun hellere ville stifte familie og gå på deltid.

“Dengang tænkte jeg ikke over det umærkelige pres, men i dag kan jeg godt se, at jeg var omsluttet af et usynligt net af undertrykkelse,” siger Nanna Holmboe, idet hun tænker tilbage på sit liv.

Holmboe er for nylig blevet professor i teoretisk partikelfysik ved Niels Bohr Institutet. Men midt i karrierens hidtidige højdepunkt har den 41-årige forsker indset, hvordan hun, som så mange andre, har ligget under for usynlige strukturers tvang.

Stolte af børnene
“Da jeg var lille, sagde mine forældre altid til mig og min bror, at det var vigtigt at få en uddannelse. Vi kom begge på gymnasiet og senere universitetet, og både mor og far var meget stolte af os,” husker den 41-årige forsker, der først nu er begyndt at tænke over, hvorfor forældrene ikke kunne have været stolte af det modsatte:

“De var uden tvivl blevet skuffede, hvis vi var gået ud af 9.klasse og aldrig rigtig kommet ud på arbejdsmarkedet. Men hvorfor er man kun god nok som menneske, hvis man bidrager til samfundet?”

På universitetet fortsatte de ubevidste forventninger med at tynge Nanna Holmboe helt uden, at hun var klar over det.

“Studieårene har jeg næsten kun gode minder om. Det føltes godt at fordybe sig i fysikken, og samtidig kunne jeg se, hvordan en kvinde som Fabiola Gianotti (italiensk partikelfysiker, red.) gjorde karriere på CERN (europæisk forskningscenter, red.), hvilket var meget inspirerende,” fortæller professoren smilende, men falder så sammen med en trist grimasse.

Et fængsel af løgne
“Men det var alt sammen så forløjet,” sukker hun og uddyber:

“Uden det store pres fra omverdenen om uddannelse og karriere ville jeg aldrig have fundet så stor glæde ved forskningen, men indset, at jeg i virkeligheden hellere ville stifte familie og gå på deltid.”

I dag er det for sent. Ganske vist kan Nanna Holmboe stadig nå at få børn, men lysten til en familie er væk; forsvundet i et samfundsskabt karrierefokus:

“Jeg er bukket under for omverdenens stereotyper og kan nu sagtens forestille mig et rigt og tilfredsstillende liv som forsker. Men det vil stadig være et fængsel af løgne.”