Foto: Will Fisher, Flickr

Foto: Will Fisher, Flickr

Fremover skal slik, kager og lignende bære en etiket med et billede af en tyk og uappetitlig person, så danskerne skræmmes væk fra de usunde fødevarer.

Blikket er sløvt, idet hånden med de opsvulmede fingre presser et stort stykke roulade ind i den allerede stærkt overvægtige krop. Cremerester klistrer omkring den apatiske mands mund, og nedenunder det uflatterende portræt står: “Overforbrug kan føre til fedme og død.”

Etiketten er designet af Sundhedsstyrelsen og skal hjælpe til med at få danskerne til at vælge sunde madvarer som fisk, grøntsager og groft brød frem for slik og kager.

“Vi foreslår, at man på emballagen til roulader, citronmåner, Marabou-plader og den slags fastsætter en stor og tydelig mærkat med et billede af en tyk person, der propper i sig,” siger specialkonsulent Tina Svinkløv, der har været med til at godkende de personer, der skulle på billederne: Jim og Hanne, to danskere med et BMI mellem 32-34, hvilket signalerer fedme.

Slik er dovenskab
“Det var vigtigt for os, at modellerne ikke bare var overvægtige, men også uappetitlige at se på, så forbrugeren straks associerer fedt- og sukkerholdige fødevarer med manglende hygiejne, dovenskab og resignation,” fortsætter Tina Svinkløv, der håber at kunne fange politikernes opmærksomhed med sine etiketter.

“Vi ved godt, at det kan være svært at få virksomheder til at designe deres emballage, så folk væmmes ved produktet. Derfor håber vi, at folketingsmedlemmerne kan se en idé i at indføre et krav om fedmeetiketter,” forklarer hun.

Kun skærekage og chips
I regeringen er man positiv over for hensigterne, men især Socialdemokraterne mener, at folkesundheden skal forbedres på en anden måde.

“I stedet for at præsentere danskerne for deprimerende billeder af triste kæmpemennesker kan man vise dem, hvor godt det kan gå, hvis bare man tager sig sammen,” siger Astrid Krag (S), der gerne stiller op som model efter sit vægttab.

Hos De Konservative mener man i stedet, at det handler om at målrette etiketterne.

“Det kan ikke være meningen, at trøffelchokolader, cognacbønner og kager fra Conditori La Glace skal udsættes for den slags. Men kommer der etiketter på billige chips og skærekage fra Fakta, er det fint med mig,” udtaler partiets sundhedsordfører, Daniel Rugholm.