Foto: Johannes Jansson, Wikipedia

Foto: Johannes Jansson, Wikipedia

Den danske akademiker- og medieverden er i chok efter, at det mandag kom frem, at der findes et emne, som Lars Hovbakke Sørensen ikke er ekspert i.

Berit Svendsen er tilrettelægger på TV 2 NEWS og havde mandag inviteret ekstern lektor ved Københavns Universitet Lars Hovbakke Sørensen i studiet som ekspert. Men tusinder af seere kunne bevidne, at noget gik helt galt.

“Selvfølgelig burde jeg have fortalt Hovbakke emnet, han skulle udtale sig om. Men helt ærligt, så tænkte jeg ikke over det, for hvem kunne vide, at der eksisterede et emne, han ikke havde ekspertviden om?” spørger hun og forsvarer sig med, at Lars Hovbakke heller ikke på noget tidspunkt spurgte til, hvad emnet var.

Forlod studiet i skam
Men i studiet viser indslaget, han skal medvirke i, sig at handle om Alternativets udenrigspolitik.  Her går det helt galt.

Selvom Hovbakke forsøgte at dreje emnet ind på nordisk samarbejde, kongehusets identitetsskabende funktion og Føtex’ fødselsdagsfejring, stod det smerteligt klart, at det utrolige var sket. Lars Hovbakke var stillet over for et emne, som han ikke var ekspert i, hvilket han erkendte for rullende kameraer.

“Jeg må konstatere, at jeg ikke ved noget om Alternativets udenrigspolitik. Og selvom jeg heller ikke tror, at nogen andre gør, har oplevelsen rystet mig i min grundvold,” udbrød Hovbakke, der derefter forlod studiet tydeligt stærkt berørt.

Medieverden i chok
Flere kilder i den akademiske verden fortæller, at der er stor utryghed ved, hvem der nu skal kunne repræsentere danske universiteter i enhver tænkelig sammenhæng. Den frygt deles også i medieverdenen.

“Alle er stærkt oprevne over udviklingen. Vi ved simpelthen ikke, om det her betyder, at vi nu også skal ringe til andre akademikere. Og hvis det gør, kan de så overhovedet formulere sig i forståelige helsætninger?” siger en anonym kilde fra TV 2.

Også i den skrevne presse er der stor uro. På Berlingske er der erklæret tre sørgedage, og flere kilder rapporterer, at debatredaktør Jesper Beinov er set grædende på redaktionen ved flere lejligheder.

Lars Hovbakke er dog langtfra slået ud. Ifølge flere kilder arbejder lektoren allerede nu på flere kronikker, der beskæftiger sig med manglende viden hos eksperter, der udtaler sig i medierne.