Foto: Magnus Fröderberg, Wikipedia

Foto: Magnus Fröderberg, Wikipedia

Det, der blev afgivet som løfter før valget, var i virkeligheden talemåder og sprogblomster, siger statsministeren.

Efter sidste valg fik både SF og Socialdemokraterne læsterlige tæsk i den offentlige debat, fordi de angiveligt var løbet fra løfter, de havde afgivet under valgkampen. Nu viser det sig imidlertid, at der slet ikke var tale om løfter i konventionel politisk forstand, men såkaldte idiomer, der betyder faste vendinger, som tit er af billedlig karakter. Denne misforståelse førte til, at mange i medierne fejlagtigt opfattede det, der var tænkt som sprogblomster, som politiske løfter.

Ifølge statsministeren er problemet, at regeringens kritikere grundlæggende mangler sprogforståelse samt viden om helt almindelige danske vendinger.

Medier mangler viden
“Når medierne ikke opfatter det, vi siger, korrekt, bliver det meget svært for os politikere at kommunikere præcist,” siger Helle Thorning-Schmidt og kommer med et eksempel.

“Som bekendt betyder det retoriske spørgsmål ‘Har du tolv minutter?’ i daglig tale, at man har tænkt sig at beskære SU’en og forkorte dagpengeperioden, såfremt man får muligheden. Det ved alle med blot en basal sprogforståelse,” forklarer statsministeren.

“Da jeg sagde, at København skulle have en betalingsring, mente jeg det naturligvis i overført betydning og ikke, at vi ville indføre en form for betalingsanlæg ved indfaldsveje til København,” forklarer hun med en overbærende hovedrysten og tilføjer, at vendingen derimod kan konnotere, at man vil overveje at bygge en ny jernbanebro over Vejle Fjord om ti-tyve år.

Løkke: Bilag var kunst
Også Lars Løkke Rasmussen gør opmærksom på, at medierne ofte har læst både hans udsagn og bilag alt for bogstaveligt.

“Når der står, at jeg har fået tøj til 152.000 kroner, skal det ikke opfattes som, at der er blevet købt tøj for et beløb i den størrelsesorden. Det er snarere en slags abstrakt kunstnerisk budskab, der skal signalere omtanke for de svageste i samfund og min overordnede glæde ved retfærdighed,” forklarer oppositionens leder.

Også SF’s leder Pia Olsen Dyhr skriver i en pressemeddelelse, at hun også er blevet misforstået, men ønsker dog at vente med at forklare hvordan, indtil partiet har formuleret en politik.