Foto: Folketinget, Steen Brogaard

Hvad der skulle have været en agtværdig politisk karriere i et pragmatisk social-liberalt midterparti, udviklede sig til et mareridt for den 50-årige Jens Rohde.

“Set i bakspejlet skulle jeg måske ikke havde vist mit ‘løsgående missil’ frem, da det blev min tur til at udøve selvkritik til toksisk-maskulinitet-workshoppen på partiets nytårsstævne.”

Ordene kommer fra en tænksom Jens Rohde, som RokokoPosten har mødt oven på hans udmeldelse af Det Radikale Venstre.

Benægter integrationsproblemer
Rohde retter en skarp kritik mod tidligere formand Morten Østergaard og nuværende formand Sofie Carsten Nielsen for ikke at kommunikere klart, at partiet er fyldt med elitære mennesker, der hader konventionelt landbrug, og som benægter eksistensen af integrationsproblemer.

“Hvorfra skulle jeg vide, at vi var et parti bestående af verdensfjerne radikalfeministiske Østerbro-akademikere, der aldrig har haft et manuelt arbejde, og som bare vil have staten til at give dem en masse fede bestyrelsesposter?” udtaler den forhenværende radikale politiker og tilføjer:

“Det blev aldrig nævnt. Hverken på feministisk permakulturkonferencen eller i partiets store patriarkatudspil, hvor vi gik til valg på indførelse af lyserøde nederdele til alle håndværkere, fængselsstraf for kønnede stedord samt obligatorisk vegansk julemad på alle plejehjem.”

Beauty har spist postkassen
Efter hans opslag på Facebook, hvis ordlyd lægger sig tæt op ad Lars Løkke Rasmussens argumentation for at forlade Venstre, spekuleres der på Christiansborg i, om Jens Rohde vil tilslutte sig sin gamle V-formands nye politiske netværk.

Ifølge Løkke Rasmussen kan dette imidlertid ikke lade sig gøre, da medlemssystemet på hans hjemmeside går ned, hver gang Rohde prøver at melde sig ind.

“Det er en superærgerlig situation. Det havde ellers været spændende at sidde i gruppe med Jens igen. Vi har mange gode minder sammen,” siger den tidligere statsminister.

Adspurgt om, hvorvidt Rohde ikke bare kan sende indmeldingen per anbefalet brev, svarer Løkke, at hans hund Beauty har spist postkassen, og at han derudover er på vej igennem en tunnel, så signalet falder ud.