Foto: Folketinget.dk

Foto: Folketinget.dk

Himmelens og jordens skaber afviser i et eksklusivt interview, at Danmarks nye videnskabsminister er et produkt af intelligent design.

Det er ikke hver dag, at universets almægtige hersker bevilger interviews til et dansk dagblad. Men søndag lidt over middag er det lykkedes for RokokoPosten at få en aftale i stand med Gud på Café Wilder på Christianshavn.

Anledningen er en række udtalelser fra Danmarks nyudnævnte uddannelses- og forskningsminister, Esben Lunde Larsen, hvis udsagn Gud ikke mener, at Han kan holdes ansvarlig for, da Han erkender, at Esben Lunde Larsen ikke er et produkt af intelligent design.

Som låg på makreldåser
“Altså … intelligent er nok så meget sagt,” siger Gud med en tøven, før Han fortsætter.

“Selvfølgelig er ansvaret for Esben Lunde i sidste ende mit. Men når man står som almægtig skaber af små ni millioner arter på jorden, ofte med milliarder af individer af hver slags, regner jeg også med en vis forståelse for, at det altså ikke bliver lige godt hver gang,” siger Gud.

“Jeg vil vel nærmest sammenligne ham med et it-system fra Kommunedata eller måske de der låg på makreldåser, som man ikke kan åbne uden at få tomatsovs på tøjet. Godt nok er det i en eller anden forstand designet, men ikke ligefrem intelligent, vel?” spørger Gud retorisk og opsummerer:

“Nogle gange skal skaberværket altså ikke være kunst, det skal bare være færdigt.”

Intet ansvar for IC4
Desuden fortæller Gud, at han, trods sin status som almægtig skabende entitet, gerne vil præcisere, at der er en del jordiske ting, som han intet har haft med at gøre.

“Rasmus Seebach aner jeg ikke, hvem står bag, ligesom IC4-toget altså helt hviler på italienernes skuldre,” siger Han.

“Og nu vi er ved kollektiv transport, har jeg heller ikke haft det fjerneste med Rejsekortet eller nedlæggelsen af DSB’s salgsvogn at gøre,” siger Gud og tilføjer, at Han for indeværende overvejer at sætte ild til en busk i protest mod, at DSB selv på første klasse har erstattet filterkaffen med instant.

“Til gengæld vil jeg godt understrege, at både MobilePay og cashewnødder udelukkende er mine opfindelser, og det kompenserer trods alt en del for Esben, gør det ikke?” spørger Gud håbefuldt.